Annonce
Fredericia

Dom i sag mod Bridgewalking: Middelfart Kommune skal betale millionerstatning til broens jyske naboer

Retten i Odense flyttede midt i april retssalen til den gamle Lillebæltsbro, så retten kunne besigtige generne for de beboere under broen, som gennem fem år har klaget over anlægget. Fredag afsagde Retten i Odense dom i sagen. Arkivfoto: Søren Gylling
Retten i Odense har fredag afsagt dom i sagen mod Bridgewalking og Middelfart Kommune. Broens naboer på Gl. Færgevej i Snoghøj fik delvist medhold i det ene af sagens to påstande.

Snoghøj/Middelfart: Den omstridte gangbro på den jyske side af den Gl. Lillebæltsbro skal ikke fjernes. Til gengæld skal Middelfart Kommune betale erstatning til de ni borgere på Gl. Færgevej i Snoghøj, der i december 2017 anlagde en civil sag mod kommunen og Bridgewalking ved Retten i Odense.

Fredag eftermiddag afsagde dommer Kirsten Mathiesen dom i sagen, hvor der er fremsat to påstande. Naboerne havde fremsat påstand om, at de sagsøgte, Middelfart Kommune og Bridgewalking, blev forpligtet til at fjerne gangbroen på buefag på Jyllandssiden samt trappe ophængt på landfæste på Jyllandssiden.

Det fik de ikke medhold i.

Annonce

Naboerne havde desuden fremsat påstand om, at Middelfart Kommune og Bridgewalking skal betale de ni familier en erstatning på i alt 3,1 millioner kroner.

Det fik de delvist medhold i. Middelfart Kommune skal inden 14 dage betale en samlet erstatning på 1,25 millioner kroner. Kommunen skal desuden betale en del af naboernes sagsomkostninger.

Nabo: Ingen vinder

En af naboerne, Steffen Møller Borgbjerg, er på den ene side glad for, at Retten i Odense har givet medhold i det andet punkt. Samtidig havde han håbet, at retten havde dømt Middelfart Kommune til at fjerne gangbroen.

- Jeg ser det som en sejr, at det er anerkendt ved dom, at den nabotålte grænse er klart overskredet. Men vi har aldrig været interesseret i penge - og det er vi heller ikke nu, siger Steffen Møller Borgbjerg, der endnu ikke har talt med sine naboer om dommen og derfor udtaler sig på egne vegne.

Sagen om gangbroen

Gennem flere år har naboerne til den Gl. Lillebæltsbro på Jyllandssiden kæmpet for at få gangbroen over deres villaer fjernet.

Advokater har arbejdet på sagen, som også har ført til et syn og skøn på, hvad gangbroen har af betydning for villaernes værdi.

December 2017 anlagde naboerne en civil sag mod Middelfart Kommune og Bridgewalking ved Retten i Odense.

Fredag 16. april 2021 rykkede Retten i Odense ud til broen til en besigtigelse.

Dommer Kirsten Mathiesen afsagde dom i sagen fredag 21. maj 2021.

Han og nabogruppen har endnu ikke gennemgået den 50 sider lange dom med deres advokater, så Steffen Møller Borgbjerg kan ikke sige, om de modtager eller anker dommen.


Dommen er lidt og ingenting. Jeg ser ingen vindere i denne sag - kun to tabere.

Steffen Møller Borgbjerg, den ene af de ni naboer, der lagde sag an mod Middelfart Kommune


Han ser dog ikke dommen som den endelige afgørelse i striden om den støjende gangbro på den Gl. Lillebæltsbro.

- Dommen er lidt og ingenting. Jeg ser ingen vindere i denne sag - kun to tabere. Den ene part skal betale 1,25 millioner kroner og har en gangbro, der ikke må bruges. Den anden part får penge, vi ikke vil have, og en gangbro, der stadig er til gene, siger Steffen Møller Borgbjerg og tilføjer:

- I stedet for at betale os erstatning kan de spare de penge og pille gangbroen ned i stedet for.

Annonce

Erstatning er fair

På rådhuset i Middelfart synes stabschef Steen Møller, det er rart, at der er kommet i afgørelse i sagen.

- Vi er glade for, at den gør det muligt at drive Bridgewalking, som Middelfart og Fredericia kommuner gerne vil gøre det, siger Steen Møller, der pointerer, at hverken han eller kommunens jurister har nået at nærlæse alle sider i dommen.

Stabschefen tilføjer:

- Og vi noterer os, at dommeren har fundet, at der er værdiforringelser for naboerne. Det er fair og rimeligt.

Hvordan forholder du dig til Steffen Møller Borgbjergs tilbud om, at Middelfart Kommune kan spare de 1,25 millioner kroner og pille gangbroen ned i stedet?

- I første omgang forholder vi os til den dom, der er kommet. Så må vi se, om den bliver endelig, eller om den bliver anket. Men jeg har tidligere sagt til naboerne, at når vi er ovre den juridiske del, vil vi gerne sætte os sammen med dem og finde en løsning på det her naboskab, siger Steen Møller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Fik et års fængsel for knivstik og indbrud: 31-årig nægtede næsten alt - og blev dømt for næsten det hele

Annonce