Annonce
forside

Drabssagen fra Vejlevej: Hver en tanke og handling kan være afgørende for udfaldet

Det var her på adressen Vejlevej 48 lige øst for Jelling, den 53-årige Johnny Andreassen blev dræbt. Arkivfoto: Morten Pape

Var det med hensigten at dræbe, da den i dag 29-årige Tullerunnaq Tukummeq Egede stak sin samlever i ryggen? Landsretten afgør sagen tirsdag.

Vejle/Jelling: Der var ikke mange ændringer i hverken vidner, forklaringer eller beviser, da sagen om drabet på den 53-årige Johnny Andreassen blev indledt ved Vestre Landsret i Kolding mandag formiddag.

Én af de mest centrale ting, der gik igen i løbet af retsdagen, var den 29 centimeter lange køkkenkniv, som Johnny Andreassen blev stukket i ryggen med om morgenen den 31. maj 2017.

29-årige Tullerunnaq Tukummeq Egede, der i byretten blev idømt 11 års fængsel for drabet på Johnny Andreassen, har hele tiden erkendt, at hun stak ham med denne kniv.

De ni nævninge fik lov at tage et nærmere kig på kniven, som den maj-morgen i 2017 i ét stik blev ført igennem huden på ryggen, via muskulaturen og ind i venstre lunge, hvor såret var årsag til, at 1,6 liter blod strømmede ind i lungehulen og gjorde, at Johnny Andreassen i løbet af få minutter døde af forblødninger.

Spørgsmålet i landretten er derfor også det samme, som det var i byretten: Var det Tullerunnaq Tukummeq Egedes hensigt at slå Johnny Andreassen ihjel, da hun gik ud i køkkenet i hjemmet på Vejlevej, hentede kniven, gik tilbage i soveværelset for så at stikke sin kæreste igennem otte måneder, mens han stod med ryggen til?

Annonce
Mandag i landsretten vidnede en ven og moderen til den 29-årige Tullerunnaq Tukummeq Egede, som i byretten blev idømt 11 års fængsel for drabet på sin samler. Desuden vidnede en politiassistent og en retsmediciner. Arkivfoto: Morten Dueholm

Skulle mærke smerte

I landsretten fik den 29-årige hovedperson i sagen igen lov til at give sin forklaring, og hun fortalte - som hun også gjorde i byretten - at hun var vred på Johnny Andreassen, fordi han kort forinden havde tilsneget sig til at dyrke sex med hende, mens hun lå og sov.

- Det var meningen, jeg ville gå fra ham den morgen, for han var syg i hovedet, sagde hun i retten og fortalte videre, at det uønskede samleje endte i et stort skænderi, hvor hun blev skubbet hårdt i ryggen af Johnny Andreassen.

- Jeg tænkte: "Det fucking svin" - han skulle mærke, hvor ondt jeg havde det.

Hun forklarede, hvordan hun gik ud i køkkenet, tog den første kniv, hun så og gik tilbage og stak ham med den.

- Jeg tænkte ikke over, at det var farligt. Det var ikke meningen, at han skulle dø. Hvis jeg ville have haft, at han skulle dø, havde jeg nok stukket ham flere gange. Jeg havde virkelig ikke tænkt, at han skulle dø, understregede hun.

Hvad var sandsynligt?

Og det er netop hendes intentioner denne morgen i maj for snart to år siden, der er det afgørende i sagen. For hvis Tullerunnaq Tukummeq Egede havde til hensigt at slå ihjel, eller hvis hun havde indset sandsynligheden for, at Johnny Andreassen kunne dø af stikket, så kan hun dømmes for manddrab. Ellers er der tale om grov vold med døden til følge.

Derfor var det mandag vigtigt for både forsvarer og anklager at komme så tæt som muligt på den måde, Tullerunnaq Tukummeq Egede handlede og reagerede i tiden før og lige efter stikket. Både Tullerunnaq Tukummeq Egede, hendes mor og hendes ven, som hun begge ringede til lige efter episoden, blev spurgt ind til, hvad der blev sagt og gjort i huset på Vejlevej, da Johnny Andreassen lå livløs på gulvet.

Og for forsvarer Mette Grith Stage var det vigtigt, at den politiassistent, som kørte Tullerunnaq Tukummeq Egede til Retsmedicinsk Institut i Århus samme morgen, som Johnny Andreassen var afgået ved døden, fortalte, at hun græd, da hun fandt ud af, at han var død, og at hun i det hele taget virkede uligevægtig.

Om det så er nok til at få den 29-årige kvinde frifundet for mord, vil tiden vise.

Tirsdag skal anklager og forsvarer komme med deres afsluttende bemærkninger, og efterfølgende vil der falde dom i sagen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce