Annonce
Vejle

Droner afslører revner i Vejlefjordbroen - minister fik demonstration

Ny teknologi sørger for, at eventuelle skader bliver opdaget i rette tid og til en langt lavere pris end traditionelle inspektioner.

Vejle: Den 40 år gamle Vejlefjordbro slår revner. Det afslører ny droneteknologi, der kan afsløre revner på helt ned til 0,1 millimeters tykkelse.

- Helt overordnet har broen det godt, så der er ingen grund til bekymring. Men med den ny teknik kan vi vi se revner, som det menneskelige øje ikke kan få øje på, lyder det fra Niels Højgaaard Pedersen og Rasmus Bang, der repræsenterede Vejdirektoratet ved en drone-demonstration onsdag formiddag.

Dronepilot Michael Gronemann Nielsen fra Odderfirmaet Skyfair, har netop manøvreret dronen på plads under broen. Dagens demonstration er ikke mindst til ære for transportminister Benny Engelbrecht (S). Efter at have læst om den nye eftersyns-teknik, vil han gerne med egne øjne se, hvordan inspektionerne foregår.

Annonce

En arbejdsdag per brofag

Det tager cirka en dag at gennemfotografere 55 meter brofag og en bropille oplyser firmaerne bag teknikken, Skyfair og Easy-Inspect. Med 12 bropiller på Vejlefjordbroen betyder det, at processen i dag varer knap 14 dage.

En af fordelene ved droneinspektion er, at det ikke er nødvendigt at spærre af på broen mens inspektionen foregår. Ved traditionel inspektion er det typisk nødvendigt at spærre en vejbane og samtidigt sænke hastighedsgrænsen på broen.

Droneinspektion er ikke altid mulig. En vinter som den, vi netop har været igennem, er ikke ideel. Det må hverken regne eller blæse mere end seks til otte sekundmeter. Samtidigt er lav sol et problem, fordi billederne så skal tages i modlys.

I løbet af 2019 har Vejdirektoratets Bygværksafdeling gennemført forsøg på en række motorvejsbroer - blandt andet Vejlefjordbroen og Kalvebod- og Sorterende broerne i København.

Minister: Bedre og sikrere

- Og for mig at se, er det fremtiden. I forhold til den traditionelle inspektion, hvor en inspektionsvogn holder på broen, og vejingeniøren så hænger under broen i en kranarm, er dette både bedre og sikrere, konstaterer transportministeren, mens han følger dronen på sin vej.

Billigere er den nye metode også. Ifølge Rasmus Bang regner Vejdirektoratet med, at en traditionel inspektion af et bygningsværk som Vejlefjordbroen koster 360.000 kroner. Drone-inspektionen kan gøres for 200.000 kroner.

Samtidigt er den nye metode som nævnt mere grundig og langt hurtigere. Ifølge Andreas Larsen fra firmaet Easy-Inspect, der har udviklet den software, der samler de mange dronebilleder og markerer revner og andre forandringer, vil det normalt tage en medarbejder et års tid at bearbejde de mange data. Via den nye it-software kan det gøres i løbet af 14 dage:

- Og det kommer til at gå endnu hurtigere. I løbet af nogle år har vi droner, der i meget høj grad fungerer som automatiske biler og selv holder den rette afstand og vinkel til broen. Og så vil jeg tror, at arbejdet kan klares på to-tre dage, siger Andreas Larsen.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht er der store perspektiver i dronerne. Som transportminister og dermed øverste politiske chef for den danske infrastruktur ved han, at der er 1000-vis af broer og andre bygværker, der kræver konstant inspektion. Og den kan blive mere effektiv i kraft af teknologien og samtidigt kan inspektionerne gennemføres oftere.

- Og vedligeholdelsen kan sættes ind på det tidspunkt, hvor det bedst kan svare sig, siger Benny Engelbrecht.

Dronen er blandt andet udstyret med et kamera på oversiden, så den i modsætning til andre droner kan hænge under broen og fotografere eventuelle skader i betonen under vejbanen. Foto: Søren Gylling
Dronepilot Michael Gronemann Nielsen har fået sin inspektionsdrone til godt 100.000 kroner plus moms i luften, og til højre ser transportminister Benny Engelbrecht (S) interesseret til. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce