Annonce
Navne

Dronningen dropper Vejen: Har meldt afbud til Genforeningsfesten i Skibelund Krat

Dronning Margrethe har besøgt Vejen Kunstmuseum, men på grund af corona-nedlukningen kommer hun ikke til fejringen af genforeningen i Skibelund Krat. Foto: Chresten Bergh
Corona-nedlukningen spænder ben for Dronningens besøg i Skibelund Krat den 6. juni og muligvis også for hele arrangementet.

ASKOV: Dronning Margrethe har meldt afbud til Genforeningsfesten i Skibelund Krat, bekræfter Vejen Kommune. Og samtidigt er det temmelig usikkert, om selve festen overhovedet bliver til noget.

- Jeg kan bekræfte, at dronningen ikke kommer til Vejen Kommune i denne omgang, siger Charlotte Thomsen, som er Vejen Kommunes kontaktperson om genforeningsfesten.

- Det fremgår også af det program om dronningens besøg i Sønderjylland, som er offentliggjort fra Sekretariatet for Genforeningen. På grund af corona-nedlukningen har Kongehuset skåret dronningens besøg ned til én dag, oplyser Charlotte Thomsen og henviser til borgmester Egon Fræhr for yderligere kommentarer.

Annonce

Ærgerlig borgmester

- Men det er da meget ærgerligt, siger Egon Fræhr.

- Vi havde glædet os til at få besøg af dronningen, og mange gode folk har været med i planlægningen. Det ville have været rigtig festligt med dronningen i Skibelund, men vi håber på, at hun så kommer til Vejen Kommune en anden gang.

Sekretariatet skriver ikke, at dronningen har droppet Vejen Kommune, men af hendes program kan man udlede, at Skibelund ikke længere er på ruten, når hun besøger Sønderjylland. Det sker søndag den 13. juni.

Festen i Skibelund Krat blev aflyst sidste år og flyttet til i år. Der er fortsat en omtale af festlighederne på kommunens hjemmeside, men det er et stort spørgsmål, om arrangementet overhovedet gennemføres.

Annonce

Egen indhegning

Corona-nedlukningen betyder, at der med de gældende regler maksimalt må deltage 2.000 med coronapas - oprindeligt blev der ventet 8.000 - og de skal inddeles i 10 grupper med egen indgang og egen "indhegning," som de ikke må forlade.

Økonomiudvalget har endnu ikke taget stilling til, om det giver mening at gennemføre festen på de betingelser.

- Vi ser på sagen på næste møde i Økonomiudvalget, men jeg tror ikke på, vi kan gennemføre den planlagte fest den 6. juni. Jeg tror i stedet, at vi laver en eller anden markering af genforeningen på den dato, genforeningen blev ført ud i livet, nemlig den 15. juni. Det vil så også blive i Skibelund Krat.

Udvalget skal også tage stilling til, hvad man stiller op med de musikere, som var hyret til den store genforeningsfest. Man kan enten finde en ny dato i samarbejde med musikerne eller betale den aftalte hyre.


Vi havde glædet os til at få besøg af dronningen, og mange gode folk har været med i planlægningen. Det ville have været rigtig festligt med dronningen i Skibelund, men vi håber på, at hun så kommer til Vejen Kommune en anden gang.

Egon Fræhr
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce