Dubai: Se solopgangen 4000 fod oppe i den arabiske ørken

Klokken nærmer sig seks. Solen står først op om en halv time, så lyset er endnu knap her i den arabiske ørken, hvor varmen heller ikke har indfundet sig endnu.

Sammen med en flok andre turister er jeg ved at få en indføring i sikkerheden, før vi skal om bord i en luftballon. Vi er cirka 50 kilometer fra kysten, hvor Dubai ligger. Snart skal vi flyve 4000 fod op (1,2 kilometer) for at overvære solopgangen.

- Regel nummer 1: Forlad ikke kurven, lyder det formanende fra vores hollandske pilot, Hylka Feenstra, som er ved at vise os, hvordan vi skal spænde os fast i kurven før landing.

Selskabet af turister fniser kort over det selvindlysende i det sagte, men piloten er hurtig til at gentage sig selv:

- Det er helt seriøst. Ingen forlader kurven, før jeg giver tilladelse, når vi er landet.

”Hvordan i alverden kommer vi til at lande,” når jeg at tænke, inden kaptajnen sætter trumf på med en sidste advarsel:

- Hvis nogen har kamera med, skal I holde dem fastspændt under armene under landing. Ellers risikerer I, at de hopper op og brækker jeres næse ...

Ballonturen er klimakset på næsten 24 timers ophold i ørkenen uden for Dubai. Storbyen, som har over tre millioner indbyggere, er nok mest kendt for sine imponerende skyskrabere, badeferie og kæmpe shoppingcentre, men den byder også på mindeværdige ture, hvis man bevæger sig uden for hotelområderne.

Her kan man finde mange firmaer, som arrangerer oplevelser i den arabiske ørken på den anden side af byskiltet, og der er noget for enhver smag. Det er uanset, om man er til fotosafari, kørsel i den dubaiske ørkens karakteristiske klitbanker, overnatning med autentisk beduinsk underholdning, luksusmiddag med egen kok eller aktiviteter som ridning på kamel eller hest, bueskydning eller sandboarding.

Firmaet, vi er med, er et af de større, og det kan mærkes på kvaliteten - og prisen. Den mindste pakke, en syvtimers tur, hvor du bliver hentet på dit hotel og kørt ud til ørkensafari med efterfølgende falkeshow, middag og underholdning, koster godt 1100 kroner pr. næse. Pakken med ballontur, som vi er på, koster cirka 3800 kroner pr. mand.

Prisen føles ikke urimelig i forhold til, hvad man får med, men det kan hurtig blive en bekostelig affære for en hel familie.

Hele turen starter dagen før ballonturen, hvor vi bliver hentet på vores hotel af vores sydafrikanske guide, Gert, som kører os den cirka en time lange tur ud til Dubai Desert Conservation Reserve.

Siden 2003 har man her gjort en indsats for at beskytte det oprindelig dyre- og planteliv i et 225 kvadratkilometer stort område i ørkenen. I små områder inden for reservatet har udvalgte firmaer dog tilladelse til at operere, og her skal vi på ørkensafari.

Med lidt hjælp får vi alle bundet et traditionelt arabisk tørklæde på hovedet, for selvom kalenderen viser november, er solen stadig bagende varm med 33-34 grader. Derefter hopper vi op i restaurerede åbendørs Land Rovere fra 1950’erne, hvor netop denne model slog igennem i Dubai som det første ørkenkøretøj og i vid omfang erstattede kameler på ekspeditioner.

Vi må kun færdes på planlagte ruter i reservatet, men det er stadig en særlig oplevelse at køre op og ned ad sandbjergene med den milde vind i ansigtet. Dyr er der færre af, men vi kommer trods alt forbi mange eksemplarer af den arabiske oryx - en slags antilope.

Safarien afsluttes med et falkeshow ved solnedgang. Falken er De Forenede Arabiske Emiraters nationalfugl, da den blev brugt til jagt i gamle dage af beduinerne, de arabiske nomadestammer, og man ser i dag hyldester til fuglen overalt.

Mens lyset hurtigt forsvinder, køres vi til vores lejr, hvor vi skal overnatte. Her midt i ørkenreservatet ligger en lille camp, hvor man kan opleve, hvordan det var at sove i ørkenen som landets oprindelige folkefærd, beduinerne, gjorde - selvom forholdene ikke er helt så primitive som før i tiden.

Arrangørerne har dog gjort alt for, at oplevelsen bliver så autentisk som muligt. Således er det i knæhøjde, siddende på små pudeovertrukne træstubbe under teltdugen, at den yderst lækre firerettersmenu indtages.

Serveringen byder blandt andet på linsesuppe, hummus, kibbeh (fyldte bulgur- og kødboller) arabisk inspireret salat, ris, lamme- og kamelkød - samt et væld af krydderier, så hver eneste ret giver små smagseksplosioner i munden.

Underholdningen imellem retterne byder ligeså på traditionel emiratisk dans og musik, og når der skal slappes af efter middagen, foregår det på puder i sandet under den stjerneklare himmel med vandpibe og arabisk kaffe eller indisk chai-te til at varme sig på, mens ørkenen stille køles ned.

Vi kan dog ikke sidde alt for længe, inden vi må til køjs, for alarmerne skal sættes til klokken 04.45 næste morgen, for at vi kan nå ud til luftballonen inden solopgang. Overnatningen byder på en form for primitiv luksus, for du sover under dyne på en madras oven på et par træpaller i stenværelser, og bagerst i lejren er der et toiletrum med skyl og vandhane.

- Okay - op i kurven.

Ordren kommer fra kaptajn Hylka Feenstra. Klokken er lidt over seks, og i de seneste minutter har vi 23 turister stået og ventet på, at den store, flade ballon på sandet foran os er blevet fyldt med varm luft. Nu er den helt oppustet, så det er tid at kravle op i den store kurv, som skal være vores tilholdssted den næste time.

Med alle sikkert på plads slippes fortøjningen, og luftballonen svæver stille og roligt væk fra sandet under os.

Langsomt bliver det hjælpende personale på jorden mindre og mindre, mens faretøjets fire kæmpe gasbrændere med jævne mellemrum spyr meterlange flammesøjler op i ballonen for at løfte op os mod målet på 4000 fod.

På toppen bliver vi belønnet med et fantastisk syn. Udsigten over de utallige sandklitter og den arabiske ørkens tilsyneladende uendelighed bliver kun flottere, da solens varme, rødorange stråler bryder igennem disen og laver imponerende farvespil på himlen foran os, mens kameraer og mobiltelefoner foreviger herligheden.

Vi er ikke længe i 4000 fods højde, før den langsomme nedstigning begynder.

Vinden er blid og er ikke til at mærke i kurven, men alligevel driver vi hen over landskabet med cirka 20 kilometer i timen.

Kaptajnen har udset sig et fladt område i ørkenen, hvor vi skal prøve at lande. Da vi nærmer os jorden, gør vi alle klar til landing. Med et bælte om livet spændt fast til bunden af kurven sætter vi os med ryggen mod flyveretningen op ad kurvekanten og knæene bøjet i 90 grader. Vi sidder tæt, skulder mod skulder, mens hænderne holder fast i to reb-ringe på den modsatte kurvekant.

En enlig sandtop, vi lige er fløjet over, er det sidste, vi ser, inden kurven rammer jorden.

Landet er vi dog ikke, for kurven slår et stort smut som en sten på vand. Der går ikke engang et sekund, så rammer kurven jorden igen. Denne gang er der ikke kræfter tilbage til endnu et smut, men farten gør, at kurven i stedet tipper forover, så vi alle kommer ned at ligge på ryggen.

”Det gik vist galt,” når jeg at tænke en smule bekymret, inden kaptajnen, som var han tankelæser, råber ud:

- Alt er fint, alt er fint.

Farten på ballonen er dog ikke taget af, så mens kurven bliver trukket hen over sandet, vipper den tilbage op i siddende stilling. Kurven tipper forover og op igen yderligere to gange, inden vi tipper en sidste gang og bliver trukket blødt til hvile i sandet, kiggende op på den blå himmel.

På dette tidspunkt er latteren dog for længst brudt ud blandt os over oplevelsen, som bedst kan beskrives som en - omend temmelig bumlende og noget uforudsigelig - rutsjebane i en forlystelsespark.

En efter en kravler vi ud af kurven, og stadig høj på oplevelsen bliver vi kort tid efter hentet og kørt til en overdådig morgenmadsbuffet i vores camp som afslutning på et oplevelsesrigt døgn i den arabiske ørken.