Gauerslund: De drenge og piger i Børkopområdet, der har hang til at spille på computere, får snart et helt nyt tilbud.
En ny e-sportforening er ved at se dagens lys, men endnu mangler et egnet lokale.
Men når det er på plads, trykkes der på den røde knap. Altså hvis og når corona tillader det.
Dermed vil Børkopområdet få en helt ny forening, hvor der skal games, men så meget mere end det.
Frank Buchmann, Gauerslund E-sportVi vil tænke forskellige elementer som ernæring og motion ind i træningen. Man er kun en god gamer, hvis man er skarp og klar.
- Computerspil forbinder mange nok med teenagedreng, der sidder er mørket med colaer og pizzaer og spiller spil, men sådan var det engang. Nu er det blevet så meget mere end det. E-sport er en social sport, og det kræver noget fysisk af en, hvis man vil være god. Vi vil tænke forskellige elementer som ernæring og motion ind i træningen. Man er kun en god gamer, hvis man er skarp og klar, siger Frank Buchmann, der er primus motor på projektet med at få startet en ny e-sportforening op.
Helst i Gauerslund
Det er vigtigt for den kommende forening, at stedet er det rigtige.
- Gauerslund med idrætscentret er ganske enkelt helt oplagt, for det er der, man kan mødes med andre. Også dem, der ikke spiller e-sport. Gauerslund er og bliver endnu mere et kraftcenter for alle, også ungdommen. Det bliver stedet, hvor man kan mødes i fælles sociale rammer på kryds og tværs med andre end dem i ens egen forening, siger han.
Der har været snak om, at e-sportforeningen kunne dele lokalerne med ungdomsklubben, der har til huse i Gauerslundhallen, men det er ikke muligt at dele lokaler med nogen. Der er nemlig tale om, at computerne skal kunne bruges hver dag, og døren skal kunne lukkes og låses.
Det vil desuden skabe unødvendigt spilde af penge og tid, hvis computerne skal stilles op og pilles ned hver gang.
- Vi kan ikke bare flytte på computerne, for de skal konfigureres hver gang, og det kræver professionel it-hjælp, hver gang man flytter dem. Nej, vi skal finde et lokale, som er vores, siger han.
Det arbejde er gode kræfter i fuld gang med at se nærmere på, og når der kommer svar på lokale-udfordringen, og coronaen slipper sit tag, ja så er man klar til at give de unge i Børkop og omegn et helt nyt tilbud.
- Vi mærker en stor søgning efter en e-sportsforening. Det vil da nok først og fremmest være unge, som vil blive medlemmer af vores forening, men der er nu også voksne, som super gerne vil game med andre, siger Frank Buchmann.
Ikke selv en god gamer
Endnu mangler det sidste, inden stikkene kan sættes i, og der kan games.
- Men vi er fortrøstningsfulde på, at det snart vil ske, siger Frank Buchmann, der i øvrigt ikke selv er ret god til gaming.
- Min rolle er at få sat foreningen på skinner, og jeg skal på ingen måde være træner, for så er der ingen, der vil lære noget som helst, siger han og griner.