Annonce
Jelling

Efterårets koncerter skal støtte de lokale og lokke de yngre til

Formanden for Jelling Musikforening, Bo Riisbjerg Thomsen, som her sidder sammen med bestyrelsesmedlem, Mona Munksgaard, har The White Album, Carl Emil Petersen og Koppel & Søn som nogle af de personlige favoritter på efterårsprogrammet. Arkivfoto: Mette Mørk
Koncerten med Hjalmer er for længst udsolgt, men derudover byder Jelling Musikforening på en bred vifte af koncerter i efteråret, hvor der både er fokus på et lidt yngre publikum, lidt mere jazz og en fortsat støtte til lokale kunstnere.

Jelling: Hovednavnet for Jelling Musikforenings koncerter i efteråret må uden tvivl være Hjalmer. Det er lidt af et scoop at få den populære unge kunstner til at spille på en lille scene i Byens Hus, når han i løbet af sommeren kan fylde store scener ud på diverse festivaler rundt om i landet – han var også en populær herre på Jelling Musikfestival i år.

Koncerten er derfor også udsolgt for længst, så da avisen tager en snak med Jelling Musikforenings formand, Bo Riisbjerg Thomsen, handler det i stedet om de oplevelser, som folk stadig kan få en billet til.

Og her er nogle tendenser, der går igen for det overordnede program. For det første prøver foreningen at få et yngre publikum med, end hvad man måske har været vant til.

- Vi har arbejdet hårdt de sidste to sæsoner på at ramme et lidt yngre segment. Vi er en kulturel institution med det formål at støtte kulturen for alle, men vi ser mange "grå toppe" til koncerterne, så vi vil gerne have de 30-45-årige med og skabe gode tilbud til dem. For de endnu yngre har Bygningen i Vejle en masse tilbud, så dem forsøger vi ikke i samme grad at ramme, siger Bo Riisbjerg Thomsen.

Annonce

Efterårets koncerter

Jelling Musikforenings koncerter foregår på Byens Café i Byens Hus i Jelling.

De kan i efteråret præsentere følgende:

  • 28. august - Koppel & Søn (samarbejde med Jazz i Trekanten)
  • 21. september - Søren Krogh
  • 28. september - Perry Steenbäck & Dekadansorkestern
  • 5. oktober - Mike Andersen
  • 12. oktober - Hush med Aske Jacoby
  • 26. oktober - The White Album
  • 1. november - Jeppesen
  • 15. november - Carl Emil Petersen
  • 29. november - Hjalmer (udsolgt)
  • 7. december - Signe Svendsen & Mathilde Falch
  • 28. december - Lokale Vokaler

En personlig favorit

Han fremhæver White Album som et band, der rammer den yngre målgruppe, og så er det også en personlig favorit for musikformanden.

- De har en ny og anderledes lyd, og de spiller på en lidt anden måde, end de fleste er vant til, men det er stadig en fin, poppet lyd, de leverer. Jeg spår dem en stor fremtid, siger han og tilføjer desuden Carl Emil Petersen, tidligere forsanger i Ulige Numre, som en anden kunstner, han glæder sig til.

Gerne lokale kunstnere

Carl Emil Petersen er også en af dem, der er hentet ind fra en af de højere hylder, og han kommer med folkelig popularitet i bagagen fra den seneste sæson af TV 2-programmet “Toppen af poppen”. De populære landsdækkende navne er dog ikke de eneste, der skal hentes ind på scenen i Byens Café.

- Vi vil også gerne understøtte nye navne og de lokale kunstnere. Vi har Perry Steenbäck & Dekadansorkestern til at optræde, og de trækker faktisk også et stort publikum, for der er mange lokale, der godt kan lide bandets musik. Vi har også en som Søren Krogh, der opringeligt er fra Nordjylland, men som har gået på lærerseminariet og nu bor i området. Han har et koncept, hvor han blander anekdoter og egne sange, og det er rigtig hyggeligt, for han er dygtig til at fortælle gode historier, siger Bo Riisbjerg Thomsen og fremhæver desuden konceptet Lokale Vokaler, der sidste år tiltrak mange gæster.

Koncerten er da også gratis, og her er det lokale kunstnere, der får mulighed for at vise deres evner frem for det lokale publikum.

Bo Riisbjerg Thomsen er ikke bleg for selv at gå på scenen. Her er det til Lokale Vokaler i 2018 - arrangementet gentages 28. december i år. Arkivfoto: Søren Fjordside

Kommer langvejs fra

Eller primært lokale publikum. For det er ikke kun borgere i Jelling, der er med i musikforeningen, eller som køber billetter til koncerterne. Der kommer en del fra Vejle, og ifølge foreningens formand tiltrækker de også folk fra blandt andet Tønder, Esbjerg og Varde, og til nogle koncerter er der kommet folk fra hele Jylland.

Hvorfor mon det? Jo, selvfølgelig kan kunstnerne have en del at sige, men måske har det også noget med stemningen at gøre.

- Vi har en fantastisk intim scene, hvor man kommer tæt på artisten, og der er som regel mulighed for en selfie eller en autograf bagefter. Lydoplevelsen er også anderledes, og det er noget, folk kommer efter igen og igen. Vi prøver at gøre lyden endnu bedre, selvom den er tilfredsstillende nu, for det er et konkurrenceelement, at vi har den her intime totaloplevelse, siger Bo Riisbjerg Thomsen.

Han kunne fremhæve alle kunstnerne for noget særligt, og han mener, at de står med et stærkt efterårsprogram. Den første koncert er 28. august med Koppel & Søn, og det er en, som er blevet til i et samarbejde med Jazz i Trekanten. Man kan godt forvente mere jazz i fremtiden.

Hjalmers koncert er den eneste indtil videre, der er udsolgt, men musikforeningen forventer bestemt ikke, at det bliver den eneste. Her optræder han i øvrigt på Teltscenen på dette års Jelling Musikfestival. Arkivfoto: Mette Mørk

Hjælp fra festivalen

Ellers står musikforeningen selv for en stor del af bookingen, og det er faktisk gået ganske let med at få efterårsprogrammet på plads. Helt bevidst har de også været ude i god tid, så der er rig mulighed for at nå at købe billetter – for eksempel som gaver til venner eller familie. Bo Riisbjerg Thomsen tror da også på en del udsolgte koncerter i år.

At det også lykkes med nogle af de store navne, skyldes samarbejdet med Jelling Musikfestival, hvor man også godt kan se, at nogle af de navne, som festivalen præsenterer, også kigger forbi Byens Hus på et andet tidspunkt for at give en mere intim koncert end det, der kan opleves på festivallen. Samarbejdet med festivalleder Lars “Charlie” Mortensen er da også rigtig fint, fortæller Bo Riisbjerg Thomsen.

- Charlie booker en del for os, fordi han har kontakten i forvejen og kender bookerne. Vi laver en lille ønskeliste til ham, og det er ikke altid, vi kan få ønskerne opfyldt, men han arbejder meget fint og loyalt på at skaffe dem til os, siger han.

Den første af efterårets koncerter er 28. august, og den sidste er Lokale Vokaler 28. december. Yderligere info om koncerterne findes på Jelling Musikforenings Facebook-side.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce