Annonce
Børkop

Efter 10 sekunder på banen kom de brede smil

Marvin Tramberg prøvede for første gang el-hockeyns glæder, og han var yderst tilfreds, og vil gerne fortætte med at spille det. Foto: Jørgen Flindt

Gårslev Gymnastikforening tilbyder, som de eneste sted i Trekantområdet, nu parasporten el-hockey. Søndag blev det introduceret til stod glæde for børn, forældre og forening.

Gårslev: Sådan cirka 10 sekunder, så havde syv-årige Marvin Tramberg godt styr på det lille joystick og den yderst vakse kørestol, og så kom det.

Smilet. Et øre-til-øre-smil.

Det smil blev bemærket af mange, også af Dan Arnløv (K), der som formand for kultur- og idrætsudvalget i Vejle Kommune var til stede i Gårslevhallen, for det var en stor søndag. Nemlig den dag, hvor der for første gange i Trekantområdet nu tilbydes el-hockey.

- Det er derfor, vi gør det. Vejle Kommune vil gerne være parasportens hovedstad, og det er der flere grunde til, men den vigtigste grund er lige der. Det er de smil derude på banen. Den frihed og glæde, som børnene her oplever, er den frihed og glæde, som parasport kan give, sagde Dan Arnløv.

Marvin susede rundt på banen sammen med de seks andre fremmødte drenge. Piger er også velkomne, men der dukkede ikke nogen op. Ikke endnu. De skal nok komme. Det regner de i hvert fald med hos Gårslev Gymnastikforening.

El-hockey

El-hockey er en parasport, der minder om ishockey, dog uden den hårde fysiske kontakt samt, selvfølgelig, is og skøjter.Hvert hold har tre spillere på banen ad gangen, og spillerne sider i specialbyggede kørestole, der både er livlige og nemme at dreje med. Foran på kørestolen er en stav monteret fast, som kan bruges til at skubbe bolden rundt på den 14 gange 20 meter store bane.

Der findes 11 klubber rundt i Danmark, og før klubben åbnede i Gårslev, var nærmeste klubber Aarhus, Gørding, Odense og Aabenraa.

Smilene siger vel alt. Foto: Jørgen Flindt

På lige vilkår

El-hockey er en sport, der dyrkes rundt i landet, men indtil søndag ikke i Trekantområdet. Med den nye klub i Gårslev er der åbnet op for, at børn og unge med fysisk handicap har fået den mulighed.

Og den tog Marvin i mod. Hans far var med, og han kunne også se sønnens brede smil og faste blik inde på banen.

- Marvin har knogleskørhed, så det sætter sine begrænsninger. Han går til spejder, og det er han glad for, men her er han mere på lige vilkår med det andre, sagde Stig Tramberg.

Han forklarede, at det var Marvins fysioterapeut, som nævnte den nye mulighed i Gårslev, så nu prøver de det af.

- Vi bor i Taulov, så det er så fint, at det nu tilbydes i Gårslev. Det er jo bare en kort tur for os, og jeg må sige, at det virker lovende. Marvin ser i hvert fald meget tilfreds ud.

El-hockey er en holdsport, og selvom de syv drenge ikke kendte hinanden på forhånd, var holdånden der fra start. Foto: Jørgen Flindt

Glæde i Gårslev

Efter lidt tid kørte Marvin hen til sin far, og journalisten spurgte ham om, hvordan det er derude på banen.

- Det er lidt svært, men det går fint. Og hej hej, vi ses, sagde han og fræsede ud på banen igen.

Derude ventede de andre spiller, og de to trænere, som er far og søn fra Sønderjylland. De er tilknyttet Aabenraa Elhockeyklub, men de skal være med til få klubben i Gårslev startet op, for den slags har de erfaring med.

Så inde på banen var de to voksne fra Aabenraa i fuld gang med at samle de unge spillere og fortælle dem om regler og den slags.

Uden for banen stod Lars Fogt Andersen fra Gårslev Gymnastikforening og kiggede på. Han er formand for fitnessafdelingen, som El-hockey hører under. For en stund. Planen er, at el-hockey gerne skal vokse sig større og blive en selvstændig afdeling af gymnastikforeningen.

- Nu er vi kommet i gang, og vi er kommet rigtigt godt i gang. I dag er der kommet syv drenge i alderen syv til 12 år, og det er et flot antal at begynde med, så det er vi rigtig glade for. Det er en god start, og prøv lige at se den glæde, her er. Det smitter, konstaterede han med et smil.

At Gårslev har fået den nye mulighed for at tilbyde el-hockey skyldes især, at Gårslev har fået tildelt økonomiske midler til at ændre hallen fra at være en almindelig hal til at være en hal med et fitnesscenter for folk med og uden handicaps. Her skal alle kunne træne på lige fod.

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce