Annonce
Vejle

Efter 127 år som forsamlingshus: Nu åbner massageskole

Torsdag eftermiddag inviterer Mette Lauridsen alle interesserede indenfor i Mettes Hus, som hun har malet og forandret gennem de seneste otte uger. Her er der åbent hus, hvor man kan blive klogere på husets nye tilbud og aktiviteter. Foto: Mette Mørk
Mettes Hus er den nedlagte Grejs Borgergård nu omdøbt til, og indehaver Mette Lauridsen vil her drive massageuddannelse, ligesom huset blandt andet vil rumme yoga og kreativt værksted.

Grejs: Gennem 127 år har Grejs Borgergård lagt gulv til et utal af fester, foredrag og sociale arrangementer. Men siden indvielsen af Grejs Kulturcenter i april har borgergården stået tom og ubenyttet hen.

Det bliver der lavet om på torsdag, hvor det historiske hus tager fat på et nyt kapitel.

Her vil der atter være lys og liv i salen, på scenen og i de tilstødende rum, som lokale Jan Nørskov Madsen købte for et lille års tid siden for 375.000 kroner.

Nu har han fundet en lejer, og hun bor blot et par hundrede meter fra borgergården.

Her på Havrebakken har Mette Lauridsen drevet sin akupunktur-, massage- og zoneterapiklinik siden 2006. Hun har brugt de seneste otte uger på at male samtlige vægge, flere lofter og gulve i det tidligere forsamlingshus, som fremover kommer til at hedde Mettes Hus.

Annonce

Mit andet mål med stedet her er at få noget mere socialt i Grejs, uden at huset bliver en konkurrent til kulturcentret. Jeg bevæger mig i den kreative retning og vil gerne lave kreative mandage.

Mette Lauridsen, initiativtager til Mettes Hus

Realiserer sin drøm

- Jeg åbner ikke Mettes Hus, fordi jeg mangler arbejde. Jeg gør det, fordi jeg vil realisere min drøm. Jeg har altid haft mange idéer og har taget en række uddannelser, og jeg har længe gerne villet lave et uddannelsesforløb for folk, der vil være massør og måske have egen klinik, fortæller Mette Lauridsen.

Hun har endnu ikke strikket forløbet endeligt sammen, men det vil hun bruge den kommende tid til, og i den tidligere festsal bliver der plads til seks til otte brikse. Her vil hun undervise kursister, som enten kan tage hele forløbet på mellem 250 og 300 timer eller et eller flere moduler.

- Det seks til ni måneder lange forløb er for folk, der vil tage en uddannelse i behandlende massage og blive registreret alternativ behandler. Men det er også muligt at tage enkelte moduler, fordi man bare gerne vil lære at give massage, siger Mette Lauridsen, der selv er ved at tage en master i akupunktur og urteterapi.

Kommer fra hele verden

Ved siden af sin egen klinik, som hun fortsætter med derhjemme, har hun i mange år undervist i akkupunktur og massage. Hun kører regelmæssigt til København, Roskilde og Aarhus som instruktør, og Mettes Hus vil også være åbent for eksterne instruktører.

- Vi laver kortere kurser for professionelle zoneterapeuter, massører og akupunktører, og jeg forventer, at her kommer undervisere fra hele verden. Jeg kender rigtig mange rundt omkring, fordi jeg selv har rejst meget. Samtidig vil vi lave forskellige workshops for blandt andet stressramte, ligesom det også bliver et hus for yoga og qigong, der er energibevægelser, som kineserne dyrker i deres parker, fortæller den 49-årige massør og akupunktør.

LOF har længe haft yogahold i Grejs Borgergård. Det bliver der ikke lavet om på, nu hvor forsamlingshuset skifter navn til Mette Hus og bliver massageskole, kursussted og kreativt værksted. Foto: Mette Mørk

Yoga hver eneste dag

Aftenskolen LOF har i flere år haft yogahold kørende i borgergården. De fortsætter, og samtidig udvides antallet af yogahold, delvist i samarbejde med LOF.

- Forskellige private instruktører tilbyder forskellige former for yoga, og det er mit mål, at der skal være yoga her hver eneste dag, understreger Mette Lauridsen.

På den tidligere borgergård er der tinglyst en klausul om, at der ikke må drives konkurrerende virksomhed i forhold til kulturcentret, og det respekterer den nye lejer.

- Vi må ikke holde fest eller foredrag her, for det skal være i kulturcentret. Det bakker jeg op om, for det er også mit hus og i min interesse, at det går godt dernede. Men der er ikke meget ro i kulturcentret, hvor der bliver spillet badminton og andre aktiviteter. Derfor egner yoga sig godt her, hvor der er ro, fortæller hun og tilføjer:

- Mit andet mål med stedet her er at få noget mere socialt i Grejs, uden at huset bliver en konkurrent til kulturcentret. Jeg bevæger mig i den kreative retning og vil gerne lave kreative mandage, hvor folk kan inspirere hinanden i en social ramme.

Mette Lauridsen vil fra på mandag forvandle borgergårdens tidligere scene til et kreativt værksted, hvor alle er velkomne til at male og lave andre kreative sysler hver mandag klokken 14 til 19. Foto: Mette Mørk

Et mødested for kreativitet

De kreative mandage skal finde sted på den tidligere scene, der fremover bliver et kreativt værksted. Det får åbent hver mandag klokken 14 til 19, hvor folk kan komme og male og dyrke andre sysler.

- Det er planen, at folk kan vælge at betale per gang, per måned eller år, og så kan forskellige undervisere udbyde kurser. Den lokale billed- og lertøjskunstner Ruth Bech vil blandt andet være her, fortæller Mette Lauridsen.

-

Mettes Hus slår dørene op torsdag 24. oktober med et åbent hus-arrangement klokken 15-20

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce