Annonce
Jelling

Efter 18 år i Jelling: Hans Ole løftede sløret for sit nye job

Hans Ole Matthiesen fik kålpølser som en lille sjov afskedsgave fra medarbejderne. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Medarbejderne på Kongernes Jelling havde gættet på, at afgående museumschef Hans Ole Matthiesen ville åbne Det sønderjyske Kålpølsemuseum på Als, men det rigtige svar skal i stedet findes i den anden ende af landet.

Jelling: - Du melder i november ud, at du stopper, og så siger du, at du vil vente til i dag (onsdag, red.) med at fortælle, hvad du nu skal lave. Det er god markedsføring.

Sådan lød det fra talerstolen ved museumschef for Kongernes Jelling Hans Ole Matthiesens farvel-arrangement. Ordene kom fra Erik Als, der er vicedirektør for Museer og Slotte ved Nationalmuseet, og de faldt lige efter, at Hans Ole Matthiesen havde løftet sløret for sit kommende job, når han 31. januar stopper efter mere end 18 år i Jelling.

Og netop god markedsføring er noget af det, den snart tidligere museumschef skal beskæftige sig med. Han rykker nemlig til Christiansø, hvor han i et job for Forsvarsministeriet skal være naturvejleder, turismekoordinator og udvikler af Ertholmene. De vigtigste opgaver i det nye arbejde bliver at formidle Ertholmene i den danske naturkanon og gøre Ertholmene attraktiv for besøgende.

- Jeg er kommet derovre i 40 år, og da jeg var på orlov i 2017, fik jeg skabt en åbning for at få den her mulighed. Jeg skrev også deres turismestrategi i den periode. Det er noget, jeg har lyst til og glæder mig til, siger Hans Ole Matthiesen.

Annonce
Hans Ole Matthiesen stopper som museumschef for Kongernes Jelling 31. januar. Foto: Mette Mørk

Mange gætterier om jobskiftet

Det nye job betyder selvfølgelig også et farvel til Kongernes Jelling, der har været Hans Ole Matthiesens arbejdsplads i over 18 år.

- Det er mit lille barn. Jeg har skabt det, og jeg har brugt så mange timer på det, så det kommer til at tage tid at sige farvel. Men jeg er stolt over det, jeg og mine medarbejdere har fået lavet her, siger han.

Op til farvel-arrangementet havde der blandt kolleger, bekendte og sågar i Jelling by været mange gætterier om, hvad den 64-årige Hans Ole Matthiesen skulle lave, når svaret nu ikke var pension.

Selv nævnte han i sin tale, at han måske skulle overveje planerne om at åbne Det sønderjyske Kålpølsemuseum på Als, hvilket han ofte havde nævnt over for kollegerne. Derfor havde de også som en lille afskedssalut gjort deres for, at han skulle realisere drømmen. Han fik nemlig en lille montre med fire kålpølser, som kunne være første genstand til museet. Nu bliver det i stedet Christiansø.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce