Annonce
forside

Efter dommen: 27-årig hacker kan se frem til en kæmpe regning

En 27-årig vejlenser har fået en psykiatrisk behandlingsdom og en kæmpe regning efter at være blevet dømt i en omfattende sag om cybercrime, blufærdighedskrænkelse, børneporno og ikke mindst skattesnyd. Modelfoto: Colourbox

En 27-årig vejlenser blev mandag blev idømt psykiatrisk behandling i mindst fem år i en sag om blandt andet cyberkriminalitet. Han er desuden blevet dømt til at betale næsten 500.000 kroner i bøder og erstatninger. Dertil kommer sagsomkostningerne.

Vejle/Kolding: Der er brugt masser af ressourcer på den sag om blandt andet cybercrime, blufærdighedskrænkelse, samt besiddelse og distribution af børneporno, som endelig blev afsluttet ved Retten i Kolding mandag.

Efterforskere fra dansk politi har været i New Zealand i forbindelse med opklaringsarbejdet. To anklagere har brugt 11 retsdage foruden adskillige forberedelsestimer på sagen.

Tre dommere plus en dommersuppleant er alle 11 retsdage mødt op. Det samme er den tiltalte og hans forsvarer.

To vidner er fløjet ind fra New Zealand, syv newzealandske vidner har vidnet via en videoforbindelse, og seks danske vidner er mødt op i retten i løbet af sagen.

Alle vidner har mere eller mindre peget på en 27-årig vejlenser som den skyldige i sagen om hacking, rådighedshindring, besiddelse af børnepornografisk materiale og blufærdighedskrænkelse af en dengang 15-årig newzealandsk pige, hvis nøgenbilleder blev videresendt til talrige pornohjemmesider.

Annonce

Det blev den 27-årige vejlenser dømt for


  1. Blufærdighedskrænkelse fra perioden efter november 2014 til maj 2015 af en pige født i november 1999.
  2. Besiddelse og distribution af børnepornografisk materiale, fordi han fra november 2014 til september 2015 uden pigens samtykke besad 39 billeder og 54 videosekvenser af hende, ligesom han foretog systematisk udbredelse af materialet til adskillige pornografiske hjemmesider.
  3. Hacking og rådighedshindring under særligt skærpende omstændigheder af den newzealandske pige og hendes forældres emails og sociale onlinetjenester.
  4. Rådighedshindring under særligt skærpende omstændigheder af den newzealandske families hjemmenetværk ved at gennemføre et Dos/Ddos-angreb.
  5. Rådighedshindring under særligt skærpende omstændigheder af den newzealandske skole Long Bay Colleges hjemmeside.
  6. Rådighedshindring under særligt skærpende omstændigheder af den newzealandske fitnesskæde Anytime Fitness mailsystem og netværk ved hjælp af blandt andet Dos/Ddos-angreb.
  7. Rådighedshindring under særligt skærpende omstændigheder af teleselskabet Vodafone New Zealands hjemmeside samt flere af virksomhendes internetrelaterede services ved hjælp af blandt andet Dos/Ddos-angreb.
  8. Forsøg på ulovlig tvang idet han gentagne truede Vodafone med cyberangreb, hvis de ikke afsluttede kundeforholdet til den newzealandsk familie.
  9. Besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug.
  10. Skatteunddragelse.
  11. Socialbedrageri.
  12. Besiddelse af børnepornografisk materiale i form af 39 videosekvenser og 51 billeder.

Pigen var 15 år

Derfor kom det heller ikke som det store chok, at den 27-årig vejlenser mandag blev kendt skyldig i stort set alle tiltaler imod ham.

Retten var ikke enig med anklagerne i, at det var bevist, at den newzealandske pige var 14 år, da hun begyndte at sende nøgenbilleder til den dengang 23-årige vejlenser, som han senere brugte imod hende.

Men bortset fra denne detalje fandt retten det bevist, at den i dag 27-årige vejlenser optog videoer af den 15-årige pige, uden at hun vidste det, og mens hun var nøgen og i nogle tilfælde masturberede.

Han blev også kendt skyldig i systematisk at have udbredt børneporno i form af de film, som han uden samtykke havde optaget af pigen; at han hackede hende og hendes familie og gjorde det umuligt for dem at tilgå deres hjemmenetværk; at han gjorde det samme mod pigens skoles netværk; faderens firmas netværk; samt teleselskabet Vodafones netværk, ligesom han truede Vodafone gentagne gange.

Grov skatteunddragelse

Mere overraskende var det måske, at retten kendte den 27-årige skyldig i forsætlig skatteunddragelse for i alt 126.787 kroner - ikke mindst. fordi anklagerne i sagen selv lagde op til, at den tiltalte skulle dømmes for den knap så grove unddragelse i form af "grov uagtsomhed."

Anklagerne lagde i deres procedure desuden op til, at den 27-årige skulle betale 40.000 kroner i bøde for forholdet. I stedet har retten afgjort, at han skal betale 190.000 kroner i bøde for at have unddraget det offentlige skat fra 2013 til 2015.

Dommerne fandt ikke, at den 27-åriges forklaring om, at "skattesystemet var vildt forvirrende", var nok til at lade ham slippe mildere i forholdet om skatteunddragelse. Og selvom en psykiater har konstateret, at den 27-årige er sindssyg og utilregnelig, så påpeger retten, at han alligevel har været i stand til at drive en forretning online, hvorved han tjente 324.586 kroner på tre år. Penge, som han ikke opgav til Skat.

I den periode modtog han til gengæld sociale ydelser via Vejle Kommune. Derfor var han også tiltalt for socialbedrageri, og i den del af sagen er han dømt til at betale godt 200.000 kroner tilbage til Vejle Kommune.

Desuden blev han også dømt for, at politiet fandt børnepornografisk materiale på hans computer. Materiale, som ikke har relation til pigen i New Zealand.

Erstatning og bøde

Hvad den i dag 19-årige pige angår, er han blevet dømt til at betale en erstatning på 100.000 kroner til hende for de krænkelser, han udsatte hende for for fire år siden.

Hendes bistandsadvokat havde ellers krævet en samlet erstatning på 177.111 kroner, men retten har afgjort, at den 27-årige indtil videre "kun" skal betale de 100.000 kroner i tort.

Hvis pigen ønsker erstatning for svie og smerte samt erstatning for de udgifter, hun har haft til lægebehandlinger siden episoderne i 2015, skal hun anlægge et civilt søgsmål imod den 27-årige vejlenser.

Han har indtil nu været kontantshjælpsmodtager, han har aldrig færdiggjort en uddannelse eller haft et rigtigt arbejde, og han er af retten blevet idømt en psykiatrisk behandlingsdom i mindst fem år frem.

Nu står han også med en regning på cirka 500.000 kroner til pigen, Skat og Vejle Kommune, samt omkostningerne for hele sagen, som formentlig løber op i næsten lige så meget.

Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Foredrag med motorcykelmutter

Vejle For abonnenter

Efter kræftsygdom har ridefysioterapi hjulpet Mona: Men træningen er spildt, hvis man skal køre langt bagefter

Annonce