Annonce
Hedensted

Efter droppede besparelsesplaner: Glæde og håb om ro hos lokale friskoler

Tilbage i maj var der debat på As Friskole ved Juelsminde med de lokale folketingspolitikere Troels Lund Poulsen (V) og Daniel Toft Jakobsen (S) om netop tilskuddet til fri- og privatskolerne. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Mandag aften opgav Socialdemokratiet dets forslag om at sænke tilskuddet til fri- og privatskolerne. Skolelederne på de lokale friskoler er lettede ovenpå nyheden, men håber samtidig på stabilitet på området.

Hedensted: Hvis smilene tirsdag var en lille smule bredere blandt ansatte på friskolerne, er det med fuldt berettigelse.

Mandag aften droppede Socialdemokratiet forslaget om at sænke den såkaldte koblingsprocent for fri- og privatskoler fra 76 til 71, hvilket ville betyde besparelser for 300 millioner på friskolerne, der i stedet skulle placeres i folkeskolerne.

Ikke overraskende modtages nyheden positivt blandt de lokale friskoler.

- Jeg vil bare sige tak, og så håber jeg, at det kan ende med mere end et års ro, for Socialdemokratiet ikke holder op med at mene det, de mener. Jeg kunne godt tænke mig, at der er nogen, som siger til dem, at der skal gå noget tid, inden det tages op igen, for vi trænger til ro, siger skolelederen på As Friskole, Søren Bæk Suurballe, som i stedet håber på, at regeringen vil rette fokus mod folkeskolen, uden at det skal ske på bekostning af friskolerne.

- Jeg synes, det er brandærgerligt at høre om folkeskoler, som har det svært. Danmark fortjener den bedste grundskole bestående af flere forskellige skoleformer, men sådan er det ikke lige nu, siger han.

Annonce

Koblingsprocent

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne foreslog Socialdemokratiet at sænke koblingsprocenten fra 76 til 71 fra 2021.

Koblingsprocenten er udtryk for den procentdel af tilskuddet til en folkeskoleelev, en fri- eller privatskole tildeles af staten per elev på skolen.

Hvis koblingsprocenten blev sænket fra 76 til 71, ville det betyde, at tilskuddet faldt med cirka 300 millioner kroner til landets fri- og privatskoler svarende til rundt regnet 3000 kroner per elev. I stedet skulle disse penge bruges på folkeskolerne.

Nedgangen i tilskud til friskolerne i Hedensted Kommune ville i så fald se sådan ud:

Bøgballe Friskole: 751.494 kroner

Vejlefjordskolens Grundskole: 473.052 kroner

As Friskole: 383.232 kroner

Socialdemokratiet har dog droppet forslaget igen efter manglende opbakning.

Gavner flere områder

På en anden af kommunens friskoler, Vejlefjordskolen, som også driver efterskole og gymnasium, har uddannelsesinstitutionen i de foregående år måttet spare i forbindelse med omprioteringsbidrag. Dette har årligt betydet to procents besparelser på efterskole- og gymnasiumområdet, men det krav stopper næste år.

Derfor vil de droppede besparelser for friskolerne også komme skolens andre skoleformer til gode, da den har én samlet økonomi.

- Det giver os mere ro på bagsmækken, så vi kan planlægge økonomien anderledes. Noget af det, vi har brug for lige nu, er at udvikle os på efterskoleområdet, så det kunne have været et alvorligt indhug i skolens samlede økonomi, hvis vi ikke havde haft de 500.000 kroner, siger Kay Flinker, rektor på Vejlefjordskolen, med henblik på det tilskud, som friskolen ville miste, hvis koblingsprocenten var sænket med fem procentpoint.

- Jeg vil i hvert fald sætte et lille flag i kagen, hvis der er nogen, som har det med i dag, siger han.

Ro på området

På Bøgballe Friskole blev gårsdagens udmelding fejret med rundstykker på lærerværelset.

- Det er jo rigtig dejligt, så vi kan koncentrere os om at drive skole i stedet for bruge tiden på at finde på spareøvelser, siger Bent Vestergaard, der er skoleleder på Bøgballe Friskole.

Han hæfter sig ved, at Socialdemokratiet igen måtte droppe forslaget, efter at det ligeledes var oppe at vende ved folketingsvalget tidligere på året. Han håber samtidig på, at erfaringerne giver stabilitet til spørgsmålet om, hvad koblingsprocenten og derved tilskuddet skal ligge på.

- Den kan jo reguleres hvert år, men ro og stabilitet kunne være rart for os, så vi ved, hvad vi har at gøre med. Men jeg tænker ikke, at der er nogen, som tør røre ved det, for det har jo været lidt en tabersag for Socialdemokratiet, siger Bent Vestergaard.

Koblingsprocentens udvikling

1995-2010: 75 procent

2011: 74 procent

2012: 73 procent

2013: 72 procent

2014: 71 procent

2015: 71 procent

2016: 73 procent

2017: 75 procent

2018: 76 procent

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce