Annonce
Vejle

Efter et par omtumlede år har værested fundet ny leder

Det sociale værested for byens mest udsatte borgere har været uden leder siden slutningen af november. Men det ændrer sig i starten af det nye år. Arkivfoto: Mads Hansen

Fremover skal en kvinde stå i spidsen for Café Parasollen. Hun er erfaren og vant til at arbejde med misbrugere og psykisk syge.

Vejle: Café Parasollen har fundet sin nye leder.

Der er tale om en kvinde, som kommer udefra og ikke har nogen tilknytning til caféen. Til gengæld har hun masser erfaring med målgruppen og er vant til at være iblandt både misbrugere og psykisk syge.

Men mere vil KFUM's Sociale Arbejde ikke fortælle. Enkelte detaljer skal ifølge afdelingsleder Carsten Brogaard Refshauge lige falde på plads. Desuden skal medarbejdere og de frivillige møde deres kommende chef før offentligheden.

- Vi forventer at kunne sætte navn på engang i januar, men lige nu holder vi det for os selv. Det er mest rimeligt for alle parter, mener han.

Det sociale værested har fungeret uden leder siden slutningen af november, da Michael Valbjørn efter under et år i jobbet stoppede og fik en stilling i en virksomhed i Billund.

Annonce

Vi glæder os til, at hun begynder og satser på, at der falder mere ro over stedet. Selv har hun sagt, at hun ser sig i stillingen i mange år.

Carsten Brogaard Refshauge, KFUM's Sociale Arbejde

50 søgte stillingen

Michael Valbjørn overtog i sin tid jobbet efter Jan Nørgaard Nielsen, der blev ansat, efter at værestedets mangeårige leder Claus W. Sørensen stoppede i 2016. J0an Nørgaard Nielsen fik efter bare seks måneder en fyreseddel.

I organisationen håber man nu på ro. Derfor var et stærkt ansøgerfelt også vigtigt - og det blev det. Da man nåede fristen i midten af december, havde knap et halvt hundrede afleveret en ansøgning. Feltet var efter sigende fuld af kvalitet.

- Så kan vi ikke ønske os mere. Vi glæder os til, at den nye leder begynder og satser på, at der nu falder mere ro over stedet. Selv har hun sagt, at hun ser sig i stillingen i mange år. Men der er jo ingen garantier, siger afdelingsleder Carsten Brogaard Refshauge.

Da stillingen senest var slået op, søgte 21 den. Den nye leder har sin første arbejdsdag 1. februar 2018.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce