Nordvestfyn: Det var ikke længe, Enhedslisten nåede at være en del af årets budgetforhandlinger. Få timer efter, at byrådet satte sig sammen søndag aften, forlod partiets eneste byrådsmedlem og medlem af Social- og Sundhedsudvalget, Paw Nielsen, forhandlingsbordet.
- Vi mener ikke, det er rigtigt at sætte 25 millioner kroner ind på bankbogen, når der står mere end 100 millioner kroner i forvejen, siger Paw Nielsen og forklarer, at Enhedslisten dermed ikke kunne være med på præmissen for årets budgetforhandlinger. Nogle af de mange overskudsmillioner burde bruges på velfærd, mener han.
- Kommunen er oversolid, når det kommer til likviditet. Så længe der er et behov, skal vi bruge pengene til investeringer. Vi mener, at man kunne nøjes med at smide 10-15 millioner kroner i kassen og bruge resten på velfærd.
Paw Nielsen kalder budgetudspillet "for konservativt" og fortæller, at han og partiet gik til forhandlingerne med målet om at få halveret gælden hos de daginstitutioner, skoler og Rusmiddelcentret, som kører med et underskud.
Likviditeten er et udtryk for kommunens økonomiske tilstand og robusthed. I Middelfart har man besluttet, at den aldrig må være på under 90 millioner kroner. Ifølge budgetforslaget lå den 1. juni 2020 på omkring 150 millioner kroner, men en prognose viser, at den i 2022 risikerer at ryge under smertegrænsen, hvis der ikke tilføres midler.
Vil ikke sluge kameler
Til spørgsmålet om, hvorvidt det er det værd allerede nu at melde pas på budgetforhandlingerne, svarer Paw Nielsen ja.
- Når vi kigger på, hvad vi skulle sluge af kameler, så ja.
At Enhedslisten nu ikke har indflydelse på budgetforhandlingerne, betyder ifølge Paw Nielsen ikke, at partiet intet har at skulle have sagt i forhold til kommunens økonomiske prioriteringer det kommende år.
- Vi stod også udenfor 2020-budgettet. Og når man gør det, må man præge politikken i forhold til enkeltsager, når de kommer op på udvalgsmøderne, forklarer han og fremhæver, at Enhedslisten blandt andet stejlede, da der i foråret var lagt op til besparelser på klippekorts-ordningen, som giver ældre og handicappede mulighed for ekstra rengøring, et ekstra bad eller noget tredje. Nu er de besparelser lagt på hylden.