Annonce
Erhverv

Efter flere år med underskud: Magion dropper at drive Lyngbowl

Bowling er en social og sjov aktivitet. Men det har vist sig vanskeligt at få en forretning op at stå på det. Fra udgangen af juni 2020 har Magion opsagt sin forpagtningsaftale med Lyngbowl. Arkivfoto: Keld Stampe
Magion har opsagt sin forpagtningsaftale med Lyngbowl fra udgangen af juni 2020. Det har ikke været muligt at få en forretning op at stå, og nye kræfter må derfor til, hvis Grindsted fortsat skal have et bowlingcenter.

Grindsted: Hvis der også i fremtiden skal være mulighed for at spille bowling i Grindsted, skal der findes en ny forpagter til at stå i spidsen for Lyngbowl.

Hidtil har det været Magion, der har drevet bowlingcentret, men det er besluttet, at det skal være et overstået kapitel. Således vil Magion fra indgangen til juli 2020 ikke længere stå for forpagtningen af Lyngbowl.

- Det har været både spændende og udfordrende at drive Lyngbowl, som vi fra starten vurderede til at have et synergipotentiale med Magion. Det har det imidlertid vist sig vanskeligt at realisere, siger Hans Bennetzen, som er bestyrelsesformand for Magion, i en pressemeddelelse.

- I kombination med mange nye tiltag og øget aktivitet i Magion har bestyrelsen besluttet at fokusere indsatsen her og i Lynghallen, tilføjer han.

Annonce

Fem år med underskud

Det har da også vist sig meget vanskeligt at få en forretning på at stå på at drive et bowlingcenter i Grindsted. De seneste fem år har Lyngbowl i hvert fald givet markante underskud.

En gennemgang af Lyngbowls regnskaber viser, at det bedste resultat i de seneste fem år kom i 2014, hvor underskuddet lød på 345.000 kroner. Siden er underskuddet blot vokset, og det kulminerede i 2016, hvor de røde tal sneg sig helt op på 611.000 kroner.

Magion vil derfor nøjes med at koncentrere sig om at drive Magion samt Lynghallen.

Håber på ny forpagter

Fremtiden vil vise, om det vil lykkes at finde en forpagter, der vil kaste sig ud i eventyret med at drive bowlingcentret.

Redaktionen har kontaktet direktør i Lyngbowl Henrik Steen-Andersen, der også ejer Lyngbowl-bygningen, men han henviser til Hans Bennetzen.

Fra Magion lyder der et ønske om, at det vil lykkes, så bowlingcentret kan bestå.

- Bowling er en social og spændende sportsaktivitet. Alle kan være med på tværs af generationer, uanset om det er for konkurrencens, motionens eller hyggens skyld. Vi håber derfor, at det også fremover vil være muligt at dyrke bowlingspillet i Grindsted, lyder det fra Hans Bennetzen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fulderik tog en lur hos tandlægen

Annonce