Annonce
Billund

Efter Kinarejse i 16 dage: - Shanghai er byen, der aldrig sover

En af de sidste dage som turister - hele klassen er på vej ind i den forbudte by. Privatfoto
Eleverne fra den internationale klasse på Erhvervsgymnasiet Grindsted er lige kommet hjem efter 16 dage i Kina og er helt fyldt op af oplevelser.

Grindsted/Shanghai: Frederik Sejer Broch og Mie Kretzschmar Lorenz er trætte. Sent søndag aften ankom de til Vejle efter en Kinarejse på 16 dage. Tirsdag var det tidligt op og i skole igen på Erhvervsgymnasiet Grindsted. Kina er de godt fyldt op af lige nu.

- Vi arbejdede meget med Kina inden rejsen, og det var fint, for vi var godt forberedt til turen. Men lige nu er Kina på pause, er Frederik og Mie enige om.

De er glade for at være hjemme, for at slippe for squattoiletter (huller i jorden, red.), for at slippe for ris til morgenmad og for at være i en konstant larm fra mennesker, scootere og båthorn i storbyen Shanghai.

Annonce

Den internationale klasse

Dette er den fjerde og sidste artikel i en serie om den internationale klasse på Erhvervsgymnasiet Grinsted.

Tidligere bragte vi:

Rejsebrev fra erhvervsgymnasiets internationale klasse: - Nǐ hǎo fra Global Business i Shanghai

Kinatur med erhvervsgymnasiet gav mod på studier i Japan: - Danmark er ikke verdens navle.

Erhvervsgymnasiet har berejste elever: Nu skal de til Kina.

Fine forelæsninger

Eleverne boede på en skole og fik undervisning af universitetsprofessorer i økonomi, afsætning og kulturforståelse. Her mærkede eleverne, at Kina i mange år har været et meget lukket samfund, som på nogle måder er ved at åbne sig.

- Underviserne er vant til at blive optaget, så det kan kontrolleres, at de ikke siger noget dårligt om Kina. De blev ikke optaget i vores timer, og der oplevede vi, at de havde mulighed for at tale mere frit, siger Tanja Thorbjørnsrød, der var med som den ene af to danske lærere på turen.

Udover undervisning har eleverne også været på virksomhedsbesøg, ude at handle og prutte om prisen på et marked, på shoppeture og meget andet. Seværdigheder som den forbudte by og den kinesiske mur var også på det tætte program.

Mennesker over alt

Selv om de således så smukke seværdigheder, er det alligevel noget andet, der har gjort stærkest indtryk på Mie og Frederik.

- Man siger, at New York er byen, der altid sover. Det gør Shanghai heller ikke. Der er mennesker og gang i den hele tiden. Der er biler og scootere overalt, og scooterne stopper ikke for en fodgænger, fortæller Frederik.

Mange af de unge fra Grindsted oplevede også at blive tiltalt på gaderne af folk, der ville have deres billede. Og stoppede de op som gruppe, stod der straks nogle kinesere med deres selfiestang og filmede.

- Vi er jo ikke vant til, at man bare giver sig til at snakke med ukendte på gaden. Der var også nogen, der nærmest væltede mig omkuld, fordi de ville have billeder, siger Mie, der med sit lange røde hår var et særsyn i Kina.

Mie Kretzschmar Lorenz ved den kinesiske mur. Privatfoto

Sociale på en ny måde

Netforbindelsen har været sparsom under rejsen, så eleverne var nødt til at finde andre måder at slappe af på, end de var vant til.

- Man er jo vant til lige at gå på Facebook, se en serie på Netflix eller nogle Youtube-videoer. Det kunne vi ikke, så vi fik spillet virkelig meget Uno inde på værelserne om aftenen, fortæller Frederik.

Mies kortspil er helt slidt op efter turen.

- Vi er blevet meget tættere som klasse, og det er rigtig godt, synes hun.

Frederik Sejer Broch på vej til Shanghai World Financial Center. Privatfoto

Studier i udlandet

Et af erhvervsgymnaisets mål med Kinarejsen er at gøre de unge bevidste om, at verden er stor - og at man kan tage sin uddannelse mange andre steder end i Danmark.

Hverken Mie eller Frederik tror dog lige nu, at Kina bliver deres førstevalg.

- Jeg vil gerne rejse, men jeg vil nok ikke vælge Kina. Nu har jeg været der. Jeg vil nok vælge et land, som er mere vestligt, siger Mie

- Det kræver så meget af en at være i Kina, mener Frederik, som til gengæld godt kunne forestille sig et semester eller to på det universitet, der arbejder tæt sammen med danske universiteter:

- Det lå en times kørsel fra Beijing, og det var som at komme til en lille by - med bare otte millioner indbyggere. Ude på campus var der et tæt sammenhold, så jeg forestiller mig, at det ville være lidt som at være på efterskole.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce