Vejle: På et strategimøde mandag morgen besluttede lederen af SSP i Vejle, Helle Brynaa, sammen med sine medarbejdere, at man de kommende dage vil være ekstra meget til stede på Nørremarken.
Den ekstra tilstedeværelse skyldes weekendens knivdrab, hvor en 19-årig mand med bopæl i Finlandsparken mistede livet.
- Når man er ung, og en person fra ens område bliver dræbt, giver det anledning til masser af tanker og reaktioner. De unge har brug for at læsse af efter det frygtelige, der er sket, siger Helle Brynaa.
Derfor vil SSP-medarbejdere i samarbejde med ungdomsklubben på Nørremarken være på gaden i eftermiddag og aften, når de unge kommer hjem fra skole. Medarbejderne står klar til at snakke med de unge og lytte til deres frustrationer og tanker.
- Den opgave er lige nu højprioritet, og så må vi se, hvordan det udvikler sig og matche vores arbejde til det, siger SSP-lederen videre.
En anden vej
Det er hendes håb, at de unge, som har tendens til at lave ballede og føler en tiltrækning til personer, der bevæger sig på kanten af samfundet, er blevet så rystede af weekendens hændelser, at det måske nu er muligt at få dem til at forstå, at sådan en tilværelse ikke er noget at stræbe efter.
- Jeg håber, at de på den lange bane tænker sig mere om, så de ikke vælger at gå den vej, siger Helle Brynaa.
For hendes medarbejdere handler det om at skabe gode relationer og tale med de unge om, at miljøer, der virker spændende, måske alligevel ikke er noget, de skal afprøve.
I det arbejde har SSP fokus på relationer, moral og dannelse, selvkontrol og det miljø, de unge er en del af.
Forældre spiller en rolle
Dette er en opgave, man ikke kan løse uden forældrenes hjælp.
- Det handler om at få forældrene på banen. Børn kan ikke vokse op, uden at forældrene er til stede i deres liv. Vi kan se, at der er ligefrem proportionalitet mellem, hvor lidt man har været i forældrenes hænder, og i hvor stor grad man havner i kriminalitet. Børn kan ikke holde til ikke at være i hænderne på deres forældre.
Mikkel Ross, vicepolitiinspektørGenerelt er der er ikke noget galt med ungdommen i Vejle. Der er tale om et helt snævert miljø.
Derfor er SSP-folkene også hurtige til at tage på forældrebesøg, hvis de fornemmer, at et ungt menneske er på vej ned ad en forkert vej.
Hvad er SSP?
- SSP er et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi på kommunalt niveau.
- Formålet med samarbejdet er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.
- Samarbejdet blev startet i 1975 af Det Kriminalpræventive Råd og har siden fået deltagelse af flere aktører, såsom jobcentre, boligforeninger, idrætsforeninger og Kriminalforsorgen.
- Og næstefter forældrene er skole og sundhedsplejersker de vigtigste beskyttelsesfaktorer, siger Helle Brynaa og fortsætter:
- Man bliver ikke hardcore kriminel ud af det blå som 15-årig. Det er på et helt tidligt stadie, det sker. Har man været i gode hænder som lille, så har vi i SSP noget at tale ind i. Det har vi ikke, hvis de unge ikke har fået gode pejlemærker helt fra små.
Ikke noget galt med ungdommen
Hos politiets patruljecenter i Vejle påpeger vicepolitiinspektør Mikkel Ross, at weekendens triste begivenheder udspillede sig i det, han beskriver som "et meget snævert, kriminelt miljø i Vejle".
- Generelt er der er ikke noget galt med ungdommen i Vejle. Der er tale om et helt snævert miljø, så selvom vi efterforsker og bruger en masse ressourcer på det, så skal man ikke være bekymret. Man kan ikke generelt sige, at sådan er de unge mennesker i Vejle, understreger Mikkel Ross.
Han tilføjer, at dette også gør sig gældende for sagen med relation til Horsens, hvor fire vejlensere lige nu sidder varetægtsfængslet, efter at en 20-årig mand fik så mange tæsk, at han senere afgik ved døden.
Politi og SSP har planlagt kampagnen "Tryg Sommer" i Vejle.
Her er der planer om at komme ud og møde de unge mennesker, hvor de mødes i den danske sommer. Det være sig ved boldbaner, på bålpladser, omkring Vejles skoler og klubber.