Annonce
Vejle

Efter lukning: Etableret værested gør plads til byens mest udsatte unge

Hjemløse i kulden på Vejle Herberg Foto Michael Svenningsen

De mistede deres sted, men kan fremover søge hjælpen i Café Parasollen. I hvert fald det næste halve år. Imens vil politikerne undersøge, hvad den helt rette løsning skal være på lidt længere sigt.

Vejle: Café Parasollen skal frem til årsskiftet rumme de udsatte unge.

Det står klart, efter at det i sidste uge blev meldt ud, at værestedet i Flegmade lukker.

To aktører meldte sig på banen til at overtage opgaven, heriblandt også Røde Kors. Men det blev altså tilbuddet i Vestergade, som i et halvt år har forpligtet sig på at holde aftenåbent for målgruppen minimum to gange om ugen.

- Vi drøftede sagen længe, men blev enige om, at Parasollen med fordel kunne udvide tilbuddet for også at rumme de unge, siger Gitte Frederiksen.

Annonce

Vi vil gerne have undersøgt, hvorfor vi har den her gruppe unge. De er uden for arbejdsmarkedet og står for nogles vedkommende uden bolig. Hvorfor gør de det?

Gitte Frederiksen (V)

Måtte lukke uden tilskud

Værestedet i Flegmade slog dørene op i starten af året med Sanne Bjerggård i spidsen under navnet Kaos&CO og indgik samarbejde med Røde Kors om at tage imod de 18-30-årige. Men uden kommunale kroner hang økonomien ikke længere sammen.

Derfor søgte de om at etablere et kommunalt tilbud og stå for driften med en leder, to ansatte og flere frivillige for årligt 1,8 millioner kroner.

Men de fik afslag på deres ansøgning.

Café Parasollen søgte om et ekstratilskud på 350.000 kroner om året for med de opsøgende gademedarbejdere at udvide det eksisterende tilbud med ungegruppen.

Tanken er at holde åbent om aftenen med eventuelt fællesspisning og aktiviteter i eller uden for huset og lade en medarbejder på minimum 30 timer om ugen være styrmand.

De står uden job og bolig

Selvom voksenvalget i enighed peger på den sidste løsning, får stedet i første omgang kun et halvt år og dermed en bevilling på 175.000 kroner.

I mellemtiden vil politikerne undersøge, hvad der på længere sigt er det helt rette tilbud. Forvaltningen er dermed blevet sat på en større opgave.

- Vi vil gerne have undersøgt, hvorfor vi har den her gruppe unge. De er uden for arbejdsmarkedet og står for nogles vedkommende uden bolig. Hvorfor gør de det? Og hvad kan vi gøre for at få dem på rette kurs? Først derefter kan vi afgøre, hvad det rigtige tilbud er til dem - og om vi i forvejen har det, siger formand Gitte Frederiksen.

Ved seneste optælling for cirka halvandet år siden havde Vejle 117 hjemløse, hvoraf 41 var under 30 år.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce