Vejle: Uvisheden har været svær at holde ud for Erling Madsen.
I ni dage var hans to år gamle, røde stud forsvundet, og Erling Madsen frygtede hele tiden for, at den eksempelvis skulle gå ud foran en bil og forårsage en ulykke.
Studen løb lørdag i forrige uge ud af den indhegning, hvor den gik sammen med to andre stude på Uhrhøj, og selvom flere siden så den røde stud gå omkring, var det første mandag aften i denne uge, at den endelig blev indfanget.
- Den blev set søndag aften, hvor den jagede et rådyr på Store Grundets jorder. Dette blev fotograferet og delt på Facebook, og med hjælp fra fotografen, som kunne fortælle, hvor billedet blev taget, lykkedes det os mandag at indfange den, fortæller Anders Strand.
Han er bestyrelsemedlem i Hover-Uhrhøj Kogræsserforening, hvor studen gik frem til forrige lørdag.
I den sidste uge har Anders Strand flere gange sammen med studens ejer, Erling Madsen, og andre søgt efter studen i Grejsdalen og på Grundet.
Har ikke lidt nød
Erling Madsen fortæller, at studen kunne kende ham, da den kom frem fra sit skjul i en nærliggende skov, fordi den hørte kreaturvognen komme skramlende.
- Og den gik stort set efter mig på marken, mens de syv andre hjælpere gik bagefter med et reb for at genne den op i vognen, fortæller Erling Madsen.
To gange vendte studen omkring og løb mod Viborgvej, men tredje gang var lykkens gang: Den kom op i vognen og blev kørt hjem til Erling Madsens gård uden for Højen.
- Den har fået masse af skovflåter på sig, men ellers har den det godt. Den kunne nok sagtens været blevet ved med at gå i det fri, vurderer Erling Madsen.
Han er dog meget lettet over, at studen nu er sikkert hjemme.
- Det er virkelig dejligt! Det var så ubehageligt at gå og ikke vide, hvad der ville ske, siger Erling Madsen og sender en tak, til alle dem, der har hjulpet med at få studen hjem.
Studen kommer for en sikkerheds ikke tilbage til Uhrhøj denne sommer.
- Den får lov at så i en lille fold langs vores vej, så der er ro på.