Annonce
Erhverv

Efter Morten Kirk Johansens død: Toprestaurant bliver på familiens hænder

Restaurant Lyst, der ligger i Fjordenhus i Vejle Havn, forbliver på familien Kirk Johansens hænder. Foto: Søren E. Alwan
Morten Kirk Johansens nærmeste efterladte overtager ejerskabet af den spektakulære og anmelderroste Restaurant Lyst, som ligger i Fjordenhus i Vejle Havn.

Vejle: I januar sov iværksætteren og restauratøren Morten Kirk Johansen stille ind efter længere tids sygdom, blot 47 år. Nærmest helt frem til sin død brugte Morten Kirk Johansen meget af sin tid på at skabe unikke gæste-og spiseoplevelser på Restaurant Lyst.

Restauranten åbnede dørene i november 2019 i det ikoniske Fjordenhus, der er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og hans makker den tyske arkitekt Sebastian Behmann.

En mand med en passion

Selv om restaurantens første år var præget af coronarestriktioner og nedlukninger, fortsatte Morten Kirk Johansen med at lede og inspirere arbejdet med at gøre Restaurant Lyst til en totaloplevelse, hvor der sker en konstant udveksling mellem måltidet, naturen og den omgivne arkitektur.


Vi ser det ikke som en forpligtelse, men som en mulighed, vi er blevet givet. Omstændighederne er ganske vist tragiske og savnet enormt, men vi har truffet et aktivt valg.

Marianne Fyhring Johansen


Morten Kirk Johansens visioner var store, og efter hans død var der ingen tvivl i den nærmeste familie om, at de ville drive Restaurant Lyst videre i hans ånd.

Derfor er Morten Kirk Johansens enke, Marianne Fyhring Johansen, nu indtrådt som aktiv bestyrelsesformand i selskabet bag Restaurant Lyst samt Restaurant Remouladen, som også var i Morten Kirk Johansens ejerskab.

Annonce

Fremtiden er sikret

Parrets to børn, Marie og Max Kirk Johansen, overtager ejerskabet af selskaberne, ligesom de også indtræder i bestyrelserne for de to restauranter.

Morten Kirk Johansen blev blot 47 år - men Restaurant Lyst bliver på familiens hænder og vil blive drevet videre i hans ånd. Her er han fotograferet ved åbningen af Lyst i 2019. Foto: Mette Mørk

- Vi ser det ikke som en forpligtelse, men som en mulighed, vi er blevet givet. Omstændighederne er ganske vist tragiske, og savnet er enormt, men vi har truffet et aktivt valg. Vi udstikker ikke en ny kurs, men forbliver tro mod Mortens ånd, hvor forandring og nysgerrighed indtil nu og i al fremtid vil være de styrende værdier hos Restaurant Lyst, forklarer Marianne Fyhring Johansen.

Rundt om personalet

  • På Restaurant Lyst vil det fortsat være Daniel McBurnie, som står i spidsen for køkkenet.
  • Til gengæld er der udskiftning på posten som restaurantchef, hvor Tobias Mørkeberg Nilsson afløser Rasmus Marquart, som har søgt nye udfordringer i USA.
  • Tobias Mørkeberg Nilsson er udlært tjener på Restaurant Herman og har blandt andet en fortid som restaurantchef på Koks og som chefsommelier på Kong Hans. Derudover har han de seneste par år været vinmager hos By Stokkebye.
  • Målet for Restaurant Lyst er fortsat at tiltrække gæster fra hele verden.

De næste par måneder skal ifølge Marianne Fyhring Johansen bruges på at komme endnu tættere på driften.

- Vi har allerede et godt indblik, da vi har fulgt med fra sidelinjen, lige siden Morten overtog ejerskabet af Remouladen i 2011 og etablerede Lyst i slutningen af 2019. Nu ser vi frem til at fortsætte den gastronomiske linje og udvikle et godt samarbejde med de rutinerede kræfter i bestyrelsen og vores dygtige personale, siger Marianne Fyhring Johansen.

Hun har store forventninger til fremtiden, men går også ydmygt til opgaven.

- Restaurant Lyst har fået en fantastisk modtagelse af vores gæster og anmelderne, og da restauranten lukkede ned i december, var ordrebogen godt fyldt.

- På grund af corona har begyndelsen dog været noget turbulent, og reelt har restauranten kun haft åbent i lidt mere end et halvt år. Vi vil i de kommende måneder og år vise det fulde potentiale i en restaurant, der konstant er i bevægelse i pagt med naturen - helt i Mortens ånd, siger Marianne Fyhring Johansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Nærmede sig diskvalifikation: Carelink vandt kviktest-udbud i Syddanmark trods kritik for mangelfuld plan

Annonce