Annonce
Vejle

Efter oversvømmelse: Spejdere beder om hjælp til nyt hus

Spejderne har siden 1981 boet i Ekkodalen, hvor bygningerne tidligere blev brugt til andet formål. I dag er stedet så nedslidt, at husene efter planen skal rives ned og erstattes af et nyt spejdercenter. Foto: Yilmaz Polat

38 år som centrum for spejderaktiviteter har slidt på huset i Ekkodalen - nyt projekt koster 3,6 millioner kroner

Vejle: Naturskøn beliggenhed - men udsat.

Sådan kan man kort beskrive situationen for Bredballe Spejdercenter. Siden 1981 har de blå spejdere fra Det Danske Spejderkorps og KFUM-Spejderne (de grønne) holdt til i huset i Ekkodalen - og mange års slid har sat sit præg på træhuset i skovkanten, der endnu tidligere var et "almindeligt" parcelhus.

Udover sliddet har de seneste års hyppige skybrud også været en udfordring i området langs Bybækken. Så sent som i september sidste år trængte vandet ind og oversvømmede huset.

- Den værste oversvømmelse oplevede vi i 2014. Dengang blev gulvet i en del af lokalerne ødelagt, og siden har vi kun haft beton at gå på, fordi vi ikke ville ofre nyt gulv. Allerede dengang arbejdede vi nemlig med planer om at bygge nyt, fortæller Trine Thorsen fra den arbejdsgruppe, der i længere tid har arbejdet med projekt "Nyt Spejderhus".

Det kunne være interessant for Økolariets naturvejledere at benytte huset og området til forskellige naturaktiviteter.

Bredballe Spejdercenter i ansøgning
Spejdercentret er med jævne mellemrum blevet oversvømmet. Det betyder blandt andet, at der siden 2014 ikke har været trægulv i en del af huset. Gulvet blev ødelagt og er ikke erstattet af nyt. Foto: Yilmaz Polat

Brug for helt nyt hus

Planen er at erstatte de nuværende bygninger med et multihus på 130 kvadratmeter med en overdækket terrasse. De våde omgivelser stiller store krav til funderingen af det nye hus, der samtidigt skal hæves 80 centimeter for at undgå oversvømmelser i fremtiden.

Samtidigt vil man gerne indrette området, så det bliver endnu mere indbydende til udendørs aktiviteter for spejdere og andre interesserede, og derudover skal centrets nuværende depothus renoveres, så man kan opbevare de to spejdergruppers materiel på en forsvarlig måde.

Bybækken er nærmeste nabo til centret, og en gang imellem kommer vandet op og hilser på. Derfor skal det nye byggeri hæves 80 centimeter. Foto: Yilmaz Polat

Mangler 3,2 mio. kr.

Alt i alt vil projektet løbe op i cirka 3,6 millioner kroner - og de penge har Spejdercentret langt fra. I kassen ligger 400.000 kroner sparet op. Resten håber spejderne at få ind via fonde.

- Vi har sendt ansøgninger ud til blandt andet Jelling Musikfestival og Ole Kirks Jubilæumsfond. Så må vi bare håbe. Men i den forbindelse tror vi det være en fordel, hvis Vejle Kommune vil komme med en kommunegaranti i forbindelse med projektet, siger Trine Thorsen.

Lånegarantien på et million kroner skal gives af det samlede byråd. Kultur- og idrætsudvalget har allerede sagt ja. Derfor er der gode udsigter til at få garantien gennem byrådet. Men et egentligt tilskud er der ikke udsigt til:

- Vi spurgte i forbindelse med et tidligere projekt - men fik nej. Kommunen giver ikke tilskud til klubfaciliteter for spejdere, siger Trine Thorsen.

Centrets køkken er ikke just tidssvarende og kan ikke bruges til de madlavningsaktiviteter, spejderne godt kunne tænke sig. Foto: Yilmaz Polat

200 spejdere

De to spejdergrupper, DDS Ørnebjerg og Bredballe Gruppe under KFUM-Spejderne, har tilsammen cirka 200 medlemmer, der styres af 30 frivillige ledere. Men projektgruppen forestiller sig, at huset skal være åbent for andre end spejdere:

- Det kunne være et tilbud til områdets skoler. Huset ligger jo midt i naturen, siger Trine Thorsen med henvisning til, at skov, å, mose og Dyrehaven er nærmest naboer til spejdercentret.

En del af planerne for det udendørs omfatter en klatrevæg plus balancebomme og stolper, som udfordrer de unges balanceevne. Samtidigt pusler man også med tanken om en natur-parkourbane, fremgår det af ansøgningen til Vejle Kommunes politikere.

Billedet af spejderbevægelsens stifter, Lord Baden-Powell, hænger højt. Derfor har han ikke været truet af de oversvømmelser, der med jævne mellemrum rammer spejdercentret. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce