Hedensted: Det er ikke gået ubemærket hen, at den nyansatte sognepræst i Hedensted, Michael Olesen Høj, vil afholde sig fra at vie homoseksuelle og fraskilte.
Tværtimod har det udløst en sand shitstorm i diverse debatfora på nettet, hvor der er blevet raset både mod den unge, nybagte sognepræst, og det menighedsråd, der har ansat ham.
Kommentarerne er kommet i kølvandet på to portrætartikler om sognepræsten i Folkebladet, hvor han blev spurgt om sit syn på at vie homoseksuelle og gav følgende svar:
- Jeg ville gerne kunne det, men Bibelen siger noget andet, og det, føler jeg, at jeg er nødt til at forholde mig til, selv om det er med blødende hjerte. Det er vigtigt for mig, at alle mennesker føler sig velkomne i kirken, og det er derfor meget ambivalent for mig at måtte sige nej til at vie homoseksuelle, men også fraskilte for den sags skyld.
En sand shitstorm
Udtalelsen har medført flere vrede kommentarer, både på Facebook, men også i henvendelser til Folkebladet, der blandt andet har modtaget følgende kommentar fra René Vilstrup Bie fra Vejle:
- I Danmark har alle lov til at blive viet, og det er derfor min holdning, at præster, som nægter at følge loven, på baggrund af private feudale holdninger til tolkningen af Bibelen, bør blive fyret.
Ryster ikke på hånden
Det får dog ikke formanden for menighedsrådet i sognet, Kjell Palmelund Laursen, til at ryste på hånden.
- Vi har ansat Michael, fordi vi mener, at han er den rigtig mand for sognet. Og vi har gjort det med åbne øjne, idet vi har naturligvis har snakket med ham om emnet, inden han blev ansat, siger Kjell Palmelund Laursen.
- Vi er således bevidste om, at hans holdninger på det her område af mange sikkert ville kunne opfattes som kontroversielle. Jeg synes bare, at forskellige holdninger er fint, og vi behøver ikke alle sammen være enige om alting, siger Kjell Palmelund Laursen, idet han henviser til, at sognet faktisk også har præster med den modsatte holdning.
Giver god mening
- Og sådan er det jo også i menigheden. Her er der også dækning for begge synspunkter, og derfor giver det god mening i mit hoved, at det samme gør sig gældende i vores præste-stab, siger Kjell Palmelund Laursen, der ikke er imponeret over tonen på nettet.
- Man må meget gerne være uenig med Michael og også kritisere os for at ansætte ham, men jeg forstår simpelthen ikke, at man føler sig kaldet til at bruge ukvemsord på Facebook. Det er simpelthen ikke i orden. Præster har faktisk ret til at have den her holdning. Det glemmer man fuldstændig i den her debat, siger menighedsrådsformanden.
Kjell Palmelund Laursen, formand for menighedsrådet i Hedensted SognMan må meget gerne være uenig med Michael, og også kritisere os for at ansætte ham, men jeg forstår simpelthen ikke, at man føler sig kaldet til at bruge ukvemsord på Facebook. Det er simpelthen ikke i orden.
Er det et enigt menighedsråd, der står bag ansættelsen af Michael?
- Et menighedsråd er en demokratisk forsamling, der bakker 100 procent op om de beslutninger, der til enhver tid bliver truffet. Det er også tilfældet i denne her sag, siger han.
Det har ikke været muligt at træffe Michael Olesen Høj for en kommentar om sagen.