Annonce
Erhverv

Efter stort frysekoks: Coldstar har skiftet ud i toppen

Coldstar i Vejle har fået ny bestyrelsesformand. Frysehus-virksomheden havde et sandt rædselsår i 2017, hvor der var store problemer med at få frostvarer ud til 1200 Coop-butikker i hele landet. Arkivfoto

Frysehus-virksomheden har fået ny bestyrelsesformand. Skiftet kommer efter et sandt rædselsår for den vejlensiske virksomhed.

Annonce

Vejle: Vejle-virksomheden Coldstar, hvis store frysehus tæt på afkørsel 60 tårner sig op ved E45, har skiftet bestyrelsesformand efter et dramatisk år, der blandt andet bød på et underskud på 90 millioner kroner og tab af virksomhedens egenkapital.

Tidligere ejer Mogens Barslund Svenstrup er fratrådt på posten, hvor han er blevet afløst af Jim Trudslev, der er vicepresident i Givesco Bakery A/S, og som tidligere var menigt medlem i Coldstar-bestyrelsen.

Annonce

Rædselsår for Coldstar

Coldstar blev for alvor landskendt i slutningen af 2017, da Vejle-virksomheden var skyld i varemangel i 1200 Coop-butikker over hele landet.

Varemanglen opstod, da Coldstar ikke kunne levere den forventede mængde frostvarer til Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta og Irma-butikker over hele landet.

Det resulterede blandt andet i et historisk dårligt resultat, ekstra omkostninger på 18 millioner kroner i lønninger til ekstra personale, som blev hentet ind for at løse problemet samt et erstatningskrav på 76,5 millioner fra Coop.

Coldstar overlevede takket være en akkord med kreditorerne, der accepterede at slå en streg over deres tilgodehavender på i alt 86,8 millioner kroner.

Annonce

Ikke længere ejer

Ifølge bestyrelsesformand Jim Trudslev har ændringen på formandsposten ikke direkte forbindelse til frysekokset.

- Mogens Barslund Svenstrup har ikke længere ejerskab i virksomheden og derfor var det naturligt, at der blev ændret på bestyrelsens sammensætning, siger Jim Trudslev.

Det er i dag Mogens Barslund Svenstrups sønner, Niels Christian Lundgaard-Svenstrup og Anders Lundgaard-Svenstrup, der ejer Coldstar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Annonce