Annonce
Hedensted

Efter tre års forsøg på generationsskifte: To yngre læger er trådt ind i lægehus

Lægerne Egevej i Hornsyld har fået ny besætning. Carsten Pedersen (th.) er gået på pension. I stedet har Heidi Byskov (tv.) og Christina Grønlykke (bagerst) købt sig ind. Tina Basse, der har været i klinikken siden 2008, fortsætter. Foto: Elisabet D. Hyttel
Patienter i Hornsyld risikerer ikke længere, at deres lægehus står med lægemangel. To yngre læger har købt sig ind i Lægerne Egevej, der dermed er sikret mange år ud i fremtiden.
Annonce

Hornsyld: Det har taget tre år at få et generationsskifte på plads, men fra 1. juli har lægehuset på Egevej i Hornsyld fået nye læger.

Heidi Byskov, 45, og Christina Grønlykke, 38, har købt sig ind i lægehuset, der har omkring 4500 patienter.

De tager over efter Carsten Hjelm Pedersen, 71, der netop er gået på pension, og Anders Vognsen, der stoppede allerede i 2017.

- Vi forsøgte i 2017 at finde læger, der ville gå ind i klinikken, men det lykkedes ikke, så de seneste tre år har vi haft seniorvikarer. Det er gået fint, men nu har vi heldigvis fundet to læger, der vil købe sig ind, siger Tina Basse, 57, der har været læge i huset siden 2008 og fortsætter med det.

Annonce

Vil det nære

Folkebladet har tidligere beskrevet, at en del lægehuse i kommunen står overfor et generationsskifte, som kan blive vanskeligt, men for både Heidi Byskov og Christina Grønlykke var det det helt rigtige at blive praktiserende læger i Hornsyld.

- Jeg er netop blevet færdig med min uddannelse i special medicin. Det tiltaler mig, at Hornsyld er en mindre by, hvor man er familielæge for hele familien. Man lærer folk bedre at kende og kan dermed bedre hjælpe dem, fortæller Heidi Byskov, der bor i Horsens.

- Jeg var færdig som læge i 2017 og har været i psykiatrien, men havde lyst til at komme tilbage til almen praksis. Jeg så, at de søgte læger i Hornsyld og har været her i to måneder og synes godt om det, siger Christina Grønlykke, der bor i Galten.


Man lærer folk bedre at kende i en mindre lokalområde og kan dermed bedre hjælpe dem.

Heidi Byskov


De kommer ind i en klinik med et stabilt antal patienter, som i følge Tina Basse og Carsten Hjelm Pedersen har gjort meget for at holde sig ajour med udviklingen. Senest har lægehuset skullet håndtere coronasituationen, og det er gået uden problemer.

- Vi har haft rigtig travlt på telefonerne. Vi oplevede, at nogle af kronikkerne udskød deres besøg, men så har Christina været her som ekstra læge i to måneder, så det har vi indhentet. Vi har ikke oplevet, at nogle patienter har ventet med at komme, hvis de fx har haft mistanke om kræft eller lignende, siger Tina Basse.

Lægerne Egevej

Lægehuse med tre læger, tre sekretærer, en bioanalytiker, to deltidssygeplejersker og to lægestuderende.

Lægehuset har en skadestue, som kan behandle mindre sår og skader.

Flyttede i 2007 fra Apotekerbakken til det tidligere plejehjem Møllevang på Egevej i Hornsyld.

I 2017 gik læge Torben Vognsen på pension. 1. juli gik Carsten Hjelm Pedersen på pension.

Annonce

Skabe stabilitet

De to nye læger har da heller ikke planer om, at der skal ske de store ændringer i lægehuset.

- Det vigtige er, at vi nu har stabilitet i lægehuset, siger Heidi Byskov.

- Jeg har da helt bestemt en forventning om at skulle være her de næste 25 år, siger Christina Grønlykke med et smil.

De oplever generelt, at der er en interesse blandt deres årgang for at blive praktiserende læge, også i de mindre lægehuse.

- Samtidigt er der jo uddannet flere læger, og der er en øget tilgang til almen medicin, siger Heidi Byskov, der altså nu skal praktisere netop det i Hornsyld.

Heidi Byskov (tv.), Christina Grønlykke og Tina Basse (th.) står nu sammen for Lægerne Egevej i Hornsyld. Foto: Elisabet D. Hyttel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce