Øget digitalisering og mere teknologi er to af de områder, som UCLs studerende skal rustes til i fremtiden, ligegyldigt om man læser til lærer eller datamatiker. Efter fusionen mellem Erhvervsakademiet Lillebælt og University College Lillebælt har 40 forskellige uddannelser nu mulighed for at drage nytte af hinandens viden.
Når store organisationer slår sig sammen, som det var tilfældet med Erhvervsakademiet Lillebælt (EAL) og University College Lillebælt (UCL), kan sammenlægningerne tage et stykke tid. Siden fusionen fik grønt lys af undervisningsministeren i sensommeren sidste år, har den regionale uddannelsesinstitution med navnet UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole blandt andet arbejdet på at sammenlægge 140 it-systemer. På den måde bliver procedurer ensrettet på institutionens afdelinger, der har adresse i Jelling, Vejle, Fredericia, Odense og Svendborg.
- Der vil altid være en overgang, når en større, kompleks institution skal til at finde nye ben. Nye studerende vil nok ikke bemærke det, men de gamle studerende skal vænne sig til, at gamle måder at gøre tingene på er blevet ændret, fortæller Erik Knudsen, der er rektor ved den nyfusionerede uddannelsesinstitution.
Fusion af UCL og EAL
I 2018 fusionerede Erhvervsakademi Lillebælt (EAL) og University College Lillebælt (UCL) til én fælles uddannelsesinstitution i Region Syddanmark.Tilsammen hedder det nu UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Før læste man sundhedsfaglige og pædagogiske uddannelser på professionshøjskolen og kunne tage erhvervsrettede uddannelser som for eksempel finansøkonom og IT-teknolog på erhvervsakademiet.
Uddannelsernes adresser er stadig fysisk de samme i henholdsvis Jelling, Vejle, Fredericia, Odense og Svendborg.
Fusionen har været undervejs siden 2017. Undervisningsminister Tommy Ahlers (V) gav grønt lys til fusionen i august 2018.
I 2015 vedtog regeringen og Dansk Folkeparti et omprioriteringsbidrag, der på uddannelsesområdet har resulteret i, at der skulle spares to procent hvert år.
De seneste tre år har UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole tilsammen skulle spare lidt over 84 millioner kroner. Frem til 2022 skal den nyfusionerede uddannelsesinstitution i alt spare lidt over 313 millioner kroner.
Læs mere på www.ucl.dk og www.regeringen.dk.
Udvikling af ny undervisning til børn
Udover tilvænning til nye systemer kan de studerende også forvente ændringer i uddannelserne - og det er til den positive side, hvis man spørger rektoren. Lige nu arbejder UCL med fem potentialer, som er opstået i kraft af fusionen. Nu kan man på tværs af afdelinger og uddannelser dele erfaring og kompetencer.
- På uddannelserne har vi forskellige typer af kompetencer, som vi kan bringe ind og øge kvaliteten af det, som vi går og gør i forvejen. For eksempel har de store velfærds-uddannelser fokus på det pædagogiske. Kan de kompetencer bringes i spil i erhvervsakademi-uddannelserne, spørger Erik Knudsen retorisk.
For eksempel består et af de fem potentialer af projektet EDU-gamer, som bliver et samarbejde mellem multimediedesign- og læreruddannelsen.
- Vi ved, at børn lærer på forskellige måder. Tanken bag projektet er, at der er nemmere for nogle børn, hvis læring foregår gennem spil. En platform de alligevel bruger og nemmere kan forholde sig til, fortæller Erik Knudsen.
Det betyder fusionen
Sammenlægningen skaber en regional uddannelses-institution med omkring 11.000 studerende og samler 40 videregående uddannelser.I 2019 forventes en omsætning på knap 831 millioner kroner.
Fusionen giver stordriftsfordele i blandt andet administration og på it-området, men målet har også været at skabe bedre uddannelser gennem samarbejder på tværs af afdelingerne og udvikle nye uddannelser.
Læs mere på www.fusionsnyt.dk, www.ucl.dk.
Sundhedslogistik - tak
De fire andre potentialer, som UCL kommer til at arbejde med det kommende år, kobler forskellige uddannelser sammen. Der vil blandt andet være et samarbejde mellem uddannelserne fysioterapeut og sportsmanagement.
- Mange fysioterapeuter kommer til at arbejde som selvstændige, når de er færdiguddannet. Derfor er organisering, økonomi og ledelse et vigtigt aspekt. Ved at de to uddannelser arbejder sammen, kan det resultere i et valgfag, der kan give de studerende supplerende kompetencer, forklarer UCLs rektor.
Et samarbejde på tværs af uddannelserne til datamatiker og radiograf sigter blandt andet mod at give radiografer yderligere it-kompetencer, som vil gøre dem bedre til at læse billeder. Administration- og finansbacheloruddannelserne retter sig henholdsvis til den offentlige eller private sektor.
Det femte potentiale er ved at forme sig som en ny uddannelse, som UCL forventer at kunne udbyde inden for et par år. Navnet er sundhedslogistik og er en relevant uddannelse i forbindelse med, at supersygehuse bliver en realitet.
- Vi ved fra eksempler i udlandet, at hvis arbejdsgange ikke er ordentlig tilrettelagt, har det betydning for utilsigtede hændelser som blandt andet kan medføre dødsfald. Folk med kompetencer inden for sundhedslogistik kunne i forbindelse med etablering af supersygehuse have fokus på arbejdsgange og -flow med hensyn til for eksempel blodprøver og udstyr. Sådan en uddannelse har aspekter i kvalitet, sikkerhed og effektivitet. Den kunne vise sig at tilfredsstille nye behov, forudsiger Erik Knudsen.
Åbent Hus UCL
Svendborg, Klostervænget, 19. februar kl. 19-21. Hør om uddannelserne til pædagog, serviceøkonom og sygeplejerske.Vejle, Vestre Engvej, 20. februar kl. 16-18.30. Hør om uddannelserne til socialrådgiver og sygeplejerske.
Vejle, Boulevarden, 20. februar kl. 16-18.30. Hør om uddannelserne til datamatiker, el-installatør, procesteknolog, logistik-, handels- eller serviceøkonom.
Jelling, Stationsvej, 21. februar kl. 19-21. Om uddannelserne til lærer og pædagog.
Odense, Seebladsgade, 23. februar kl. 10-13. Om uddannelserne til bygningskonstruktør, byggekoordinator, datamatiker, el-installatør, financial controller, finans, laborant, markedsføringsøkonom, multimediedesigner, serviceøkonom, økonomi og it, VVS-installatør, automations-, it-, proces-, produktions-, jordbrugs-, energi- eller autoteknolog.
Odense, Niels Bohrs Allé, 23. februar kl. 10-13. Om uddannelserne administrationsbachelor, bioanalytiker, lærer, pædagog, radiograf, socialrådgiver, sygeplejerske, ergo- eller fysioterapeut.
Læs mere på www.ucl.dk/uddannelser/aabent-hus.
Teknologien kommer
Teknologi og digitalisering er et andet væsentligt behov, hvor uddannelserne står stærkere sammen. Særligt på det gamle erhvervsakademi, som udbyder mange teknologiuddannelser, er der med fusionen nu mulighed for at udnytte den viden i de andre uddannelser.
- Grundlæggende vil teknologien ændre det samfund, vi er en del af og spille en stadig større rolle. Det vil sige, at alle uddannelser arbejder med teknologi på forskellig vis, fortæller rektoren og nævner udfordringen med robotter, som betyder, at nogle job forsvinder, og der derfor er behov for også at ændre uddannelser, så de passer til fremtiden.
- Uanset hvilke uddannelse man har, får man brug for at beherske teknologi på forskellige niveauer. Det er klart vores opfattelse, at fusionen samlet set gør det nemmere at håndtere den udfordring, end uddannelsesinstitutionerne kunne gøre hver især.
Forandringerne i uddannelserne er ikke noget de studerende som sådan vil komme til at mærke i deres daglige skoledag. Udgangspunktet er, at uddannelserne stadig foregår og afvikles i de afdelinger, hvor uddannelserne har hjemme. De nye tiltag på tværs af uddannelserne forventes at udmønte sig som bland andet fjernundervisning. Samarbejder på tværs af uddannelserne som valgfag og ekstra moduler forventes tidligst at træde i kraft fra næste sommer, og sandsynligvis skal man et par semestre ind i studiet, før det mærkes for den enkelte studerende.
- Generelt kommer vi også i 2019 til at kigge nærmere på andre områder, hvor vi kan bringe nye fælles kompetencer i spil. Der vil løbende ske ændringer og udviklinger af vores uddannelser som følge af fusionen, pointerer Erik Knudsen.