Annonce
Fredericia

Efter valgnedtur: Vælger gav skulderklap til DF

Susanne Eilersen fra DF kæmper for at genvinde sin plads i Folketinget. Radikales Rune Christiansen håber også at vinde et mandat i Sydjylland. Foto: Peter Leth-Larsen
Dagbladets turné "Politik og pølser" var i Skærbæk. Her blev Dansk Folkepartis Susanne Eilersen fulgt at et tv-hold dagen efter partiets EU-nedtur. Men der var også skulderklap fra en vælger.
Annonce

Skærbæk: Det blæste foran Dagli'Brugsen i Skærbæk, men Dansk Folkepartis Susanne Eilersen stod rankt og smilede.

Partiets nedtur ved søndagens valg til EU Parlamentet var et naturligt samtaleemne, da Fredericia Dagblad bød på "Politik og pølser" mandag eftermiddag. TV 2 var på plads for at interviewe vælgere og det fredericianske folketingsmedlem, som ligesom Enhedslistens Kirsten Cordtz og Radikales Nanna Nørholm var inviteret til avisens anderledes vælgermøde.

Og Susanne Eilersen nægtede at lade sig slå ud af EU-valget.

- Vi havde håbet på at få to mandater i EU-Parlamentet, men fik kun et. Men jeg vil ikke gå og være sur og tvær over det. Det er jo vælgerne, der bestemmer. Jeg står stadig ved mine holdninger, og det var derfor, jeg meldte mig ind i DF. Hvis jeg ikke bliver stemt ind på dem, så skal jeg ikke være i Folketinget, sagde Susanne Eilersen til Fredericia Dagblad. Valgaftenens Pia Kjærsgaard-citat om "klimatosserne" var også ét, som Susanne Eilersen blev spurgt til.

- Det var vel sagt med et smil på læben og et glimt i øjet. Men de partier, der har klima som mærkesag, har været gode til at få det på dagsordenen. Det kan vi ikke tage fra dem, sagde DF-eren.

Din stemme - dit valg

Fredericia Dagblad og Ugeavisen Elbobladet dækker valgkampene til EU- og folketingsvalg. Denne gang med ekstra kræfter. Vi har takket ja til 75.000 kroner i økonomisk støtte til dækningen af begge valg. Støtten kommer fra demokrati- og borgerudvalget i Fredericia Byråd.
Vi har taget imod støtten, da vi ser det som en af vore vigtigste opgaver at være medvirkende til, at flest mulige fredericianere går i stemmeboksene på bedst muligt oplyst grundlag.
Vi har som et ufravigeligt krav naturligvis betinget os fuld redaktionel frihed i forhold til, hvilken dækning vi laver ud fra støtten. For at tydeliggøre det for læserne er den redaktionelle dækning, der er økonomisk støttet, tydeligt markeret med en særlig grafisk opsætning i printudgaverne af Fredericia Dagblad og Ugeavisen Elbobladet.

Annonce

Vælger fik en snak

Hun fik blandt andet en snak med Liselotte Helgesen fra Middelfart. Hun var i Skærbæk for at passe børnebørnene Ndiko og Alicia på fem og fire år. De blev tiltrukket af pølserne, mormor Liselotte fik en snak med DF-kandidaten.

- Jeg har stemt på Pia Kjærsgaard tidligere, og jeg kunne godt finde på at stemme på DF igen, sagde hun og sendte et skulderklap i retning af Susanne Eilersen.

- Man kan se på hende, at hun heldigvis ikke har mistet modet, sagde Liselotte Helgesen, som især går op i emner som børnehaver, skoler og ældrepleje.

Annonce

En plantebaseret pølse, tak

Mens DF tirsdag slikkede EU-sårene, glædede Enhedslisten og Radikale sig over fremgangen på hver en mandat.

- Det giver et rygstød til os, og et forklaringsproblem for Susanne, sagde Rune Christiansen.

Den radikale kandidat fra Kolding blev indkaldt som afløser for partifællen Nanne Nørholm. Hun var forsinket, men nåede frem midtvejs. Hele familien stod klar med opbakning ved pølsevognen, for Nanna Nørholm bor nemlig blot et par hundrede meter væk fra Dagli'Brugsen i Skærbæk.

På hjemmebane var også Kirsten Cordtz fra Enhedslisten. Med et smil efterlyste hun en plantebaseret pølse på menuen. Det kunne Dagbladet ikke levere, men det ødelagde ikke humøret hos den klimabevidste kandidat.

- Flere har ønsket mig tillykke, og vi selvfølgelig meget glade for valgresultatet, sagde Kirsten Cordtz, som dog også var mærket af den lange valgkamp.

- Jeg må også indrømme, at jeg er træt. Jeg var valgtilforordnet i går, og det er tredje dag i træk, jeg er på, sagde hun.

Men kandidaterne kæmper videre frem til folketingsvalget 5. juni. Næste omgang "politik og pølser" er onsdag 29. maj ved Føtex på Prinsessegade i Fredericia.

Konceptet er det samme. Stil et spørgsmål til en politiker og få en gratis pølse mellem klokken 16 og 18.

Her kan du møde politikerne

Fredericia Dagblad/Elbobladet inviterer til "Politik og pølser" op til folketingsvalget 5. juni. Vi besøger fire byer, hvor vælgere kan møde lokale Folketingskandidater, som er på stemmesedlen.
Konceptet er enkelt: Har man et spørgsmål til en politiker, får man en gratis pølse.

Mandag den 20. maj klokken 16-18: SuperBrugsen Erritsø
Torsdag den 23. maj klokken 16-18: Dagli’Brugsen Egeskov
Mandag den 27. maj klokken 16-18: Dagli’Brugsen Skærbæk
Onsdag den 29. maj klokken 16-18: Føtex, Prinsessegade i Fredericia

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce