Annonce
Erhverv

Efterskole udvider: Eleverne får mere plads at boltre sig på næste år

Med blandt andet håndbold, fodbold, golf og adventure/fitness bliver den nuværende hal på efterskolen hurtigt fyldt op - nu får eleverne mere plads at boltre sig på. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Hellebjerg Idrætsefterskole får ny opvisningshal og i forlængelse af den to etager med holdtræningsrum og fitnesszone.

Juelsminde: På Hellebjerg Idrætsefterskole bliver der inden længe taget hul på nyt byggeri.

Den 60 år gamle skole på bjerget udvider med en ny opvisningshal med tribune og i forlængelse af den to etager med holdtræningsrum og fitnesszone.

Hallen opføres bag den eksisterende hal ud mod Vejlevej og bygges sammen med denne.

Dermed vil man kunne samle idrætsaktiviteterne på et sted og gøre nogle andre ting i undervisningen.

På håndboldlinjen vil der eksempelvis kunne spilles to håndboldkampe samtidigt, forklarer forstander Sten Muff.

- Det har vi ikke plads til i dag, siger han.

Der er mange millioner kroner i det her, så vi har skullet skabe rum til det. Vi er fuldstændig overbeviste om, at det er det rigtige at gøre, og nu glæder vi os kun til at få realiseret de tanker, vi har gået med.

Sten Muff, forstander.

Behovet vil stige

Med fodbold, golf og adventure/fitness som de øvrige linjer er behovet for indendørs træningsplads stor, og det vil vokse i fremtiden, mener forstanderen.

- Selvorganiseret idræt, hvor eleverne skaber aktiviteten uden for undervisningen, er en tydelig trend. Vi vil sørge for, at der er zoner i hallen, hvor de unge kan hænge ud i fritiden og blive motiveret til at dyrke idræt sammen, siger Sten Muff.

Det er seks år siden, idrætsefterskolen sidst udvidede. Dengang gjaldt det antallet af elevboliger.

Det er ikke planen, at det nuværende elevtal på godt 200 styk skal vokse. Med hallen gælder det altså alene om at give elever og personale de bedst mulige rammer.

Begynder snarest

Halbyggeriet har været på ønskesedlen i flere år.

- Der er mange millioner kroner i det her, så vi har skullet skabe rum til det. Vi er fuldstændig overbeviste om, at det er det rigtige at gøre, og nu glæder vi os kun til at få realiseret de tanker, vi har gået med, siger Sten Muff.

Bestyrelsen nikkede ja til byggeriet tidligere i december. I begyndelsen af 2019 begynder sokkelarbejdet.

- Vi går i jorden, så snart entreprenøren er klar til det. Det kan meget vel blive i februar, siger Sten Muff.

Byggeriet vil stå på i seks måneders tid.

- Eleverne, der begynder til sommer, vil komme til at indvie hallen, siger Sten Muff.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce