Annonce
Egtved

Efterskoler glæder sig til at hilse eleverne velkommen hjem

Lars Mortensen glæder sig meget til mandag eftermiddag at åbne dørene for eleverne igen, efter de i to måneder har været tvunget til at være hjemme hver for sig på grund af coronasitautionen. Arkivfoto: Martin Ravn
En meters afstand og ekstra fokus på hygiejne bliver en vigtig del af hverdagen, når efterskoleeleverne mandag vender tilbage. Men selvom der bliver restriktioner og begrænsninger, vil efterskolerne stadig kunne tilbyde et ophold med både kvalitet og nærvær, lover forstanderne.

Balle/Vandel/Ågård: I godt to måneder har landets efterskoler stået tomme som følge nedlukningen af Danmark. Men fra på mandag må efterskoleeleverne atter vende tilbage.

- Vi glæder os rigtig meget til at se alle eleverne igen, og vi er i den grad klar til at tage imod dem igen, siger forstander på Vandel Efterskole Lars Mortensen.

Men det bliver ikke helt det efterskoleliv, eleverne forlod, som de vender tilbage til. En betingelse for skolernes genåbning er nemlig, at en række restriktioner overholdes. Det gælder først og fremmest krav om god hygiejne og om at holde afstand.

På efterskolen i Vandel er der derfor blandt andet opsat spritdispensere op strategiske steder på skolen og fire udendørs håndvaske under et halvtag udenfor spisesalen, så eleverne har god adgang til at kunne vaske hænder inden spisning.

- Samtidig får alle elever en 100-milliliter flaske håndsprit hver, som de opfordres til at have på sig hele tiden, så de har let adgang til at spritte hænder, hvis de eksempelvis nyser eller rører ved noget, hvor de tænker, det vil være klogt lige at spritte af med det samme, forklarer Lars Mortensen.

Samtidig kommer eleverne til at spise forskudt i to hold, så der er mulighed for at holde den nødvendige plads i spisesalen.

Annonce
Vi mener bestemt, at vi stadig kan give eleverne en hverdag, hvor der er kvalitet, kontakt og nærvær, selvom vi skal holde en meters afstand.

Nis Tind Bechmann, forstander på Ågård Efterskole

Undgå flaskehalse

På Ågård Efterskole er man også meget tæt på at være helt klar til at tage imod eleverne.

- Der mangler kun de sidste detaljer, som vi får ordnet hen over weekenden og i løbet af mandag formiddag, så vi er klar, når eleverne kommer mandag eftermiddag, fortæller forstander Nis Tind Bechmann.

Nogle af de sidste detaljer handler blandt andet om, hvordan borde kan opstilles i spisesalen, så alle kan holde tilpas afstand i forhold til retningslinjerne.

- Samtidig arbejder vi på, at eleverne kan gå ind og ud af spisesalen fra flere sider, så vi undgår flaskehalse, når de skal samles til spisning, forklarer han.

Det samme gælder til og fra undervisningslokaler.

- Vi har også sørget for at opstille spritdispensere, så man kan spritte hænder af hver gang, man skifter lokale. Desuden har alle lærere fået udleveret små spritdispensere, så de kan spritte hænder og overflader af løbende, lyder det fra Nis Tind Bechmann.

Mere rengøring

Også på Balle Musik- og Idrætsefterskole glæder personalet sig til at tage imod eleverne igen, fortæller skoledirektør Søren Petersen.

- Vi er i den situation, at vi også har børnehaven og friskolen samme sted, som jo fik lov til at åbne som en del af første fase. På den måde har vi allerede været forberedt lidt på, hvordan vi skulle gøre for at blive klar til efterskoleeleverne, siger Søren Petersen.

Ekstra rengøring bliver en fast del af hverdagen på efterskolen fra på mandag. Derfor har skolen blandt andet ansat ekstra personale til at gøre rent.

- Samtidig bliver eleverne nødt til at spise i to hold, så vi kan have nok luft mellem alle i spisesalen. Her har vi besluttet, at når det ene hold spiser, gør det andet hold rent - og omvendt, fortæller han.

Restriktioner for efterskoler

I forbindelse med genåbning af efterskolerne fra på mandag 18. maj gælder blandt andet følgende:

De generelle krav på en meters afstand gælder også på efterskolerne.

Eleverne organiseres i familiegrupper med op til otte elever. En familiegruppe bor sammen og deler toilet- og badefaciliteter. Familiegrupper er undtaget kravet om en meters afstand.

Eleverne må ikke opholde sig på andre familiegruppers bo-områder i den frie tid. Samvær med elever fra andre familiegrupper foregår på skolens øvrige fællesarealer og så vidt muligt udendørs.

Der er ekstra krav om rengøring, blandt andet skal fællestoiletter og borde- og kontaktflader rengøres minimum to gange om dagen, ligesom værelser og fællesarealer skal rengøres minimum en gang om dagen.

Stadig kvalitet

Selvom der bliver en del begrænsninger, er der stadig gode muligheder for at give eleverne nogle gode efterskoleuger tilbage på skolen, er de tre enige om.

- Der er selvfølgelig en del usikkerhed blandt nogle eleverne i forhold til, hvordan det bliver at komme tilbage, men vi øver os i sammen at få øje på alt det, der heldigvis stadig er muligt - og det er ganske meget - og at begejstres over det, i stedet for at se alle begrænsningerne. Vi mener bestemt, at vi stadig kan give eleverne en hverdag, hvor der er kvalitet, kontakt og nærvær, selvom vi skal holde en meters afstand, siger Nis Tind Bechmann.

Lars Mortensen er helt enig.

- Vi kan stadig lave en efterskolehverdag, der giver mening og med kvalitet. Vi er så glade for, at vi når at få seks uger, hvor vi kan få sluttet efterskoleåret rigtig godt af, siger han.

Søren Petersen er også meget glad for, at eleverne får lov at runde deres efterskoleår af på skolen.

- Det er en stor tillid, der er blevet vist efterskolerne, og det vil vi gerne vise, at vi kan leve op til. Det er jeg sikker på, vi kan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klar tysk melding om grænseåbning: Åbne sluser til Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce