Annonce
Egtved

Egtved samlede næsten 38.000 kroner ind under Lyserød Uge

Den nye sti "Sporet til Oustrup" blev indviet som en del af Lyserød Uge. Omkring 120 mennesker var med til indvielsen, hvor man blandt andet kunne købe kage og på den måde støtte indsamlingen. Arkivfoto

Egtved: Den første uge i oktober var klædt i lyserødt i Egtved. Her havde en gruppe frivillige for ottende år i streg arrangeret en Lyserød Uge, hvor der gennem en række forskellige aktiviteter blev samlet penge ind til Kræftens Bekæmpelses kampagne "Støt brysterne."

Statistikken viser nemlig, at en ud af ni danske kvinder rammes af brystkræft. Det svarer til, at næsten 4.700 danske kvinder får diagnosen hvert år. Det vil man i Egtved gerne være med til at ændre på.

- Det er blevet en tradition i Egtved, og hvert år oplever vi en rigtig stor interesse og deltagelse. Folk her i byen, erhvervsliv og butikker er virkelig gode til at støtte op om Lyserød Uge, og det er fantastisk at mærke den opbakning, lød det blandt andet fra Kent Jensen, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Egtved og medarrangør af Lyserød Uge forud for ugen.

Og den gode opbakning blev også at mærke ugen igennem til de forskellige arrangementer, der blandt andet omfattede en aften kun for kvinder med foredragsholder Anne Glad, en lysaften, en aften kun for mænd med ølsmagning og en fælles gåtur, hvor det nye spor til Oustrup blev indviet.

Nu er det endelige beløb for, hvor meget Egtved formåede at samle ind i løbet af ugen, gjort op. Det blev til 37.886,95 kroner. Det er ikke så meget som sidste år, hvor der blev samlet over 64.000 kroner ind, men det var også et rekordår sidste år, så Kent Jensen havde på forhånd spået, at beløbet næppe ville nå samme højder i år. Derfor er han også meget tilfreds med årets resultat.

- Vi har grund til at være meget stolte over resultatet. Efter en løselig optælling, blev vi nummer 29 ud af 200 byer - det er da imponerende, lyder det fra Kent Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce