Annonce
Udland

Egypten ramt af nye protester otte år efter arabisk forår

Amr Abdallah Dalsh/Reuters
Politi skyder med tåregas mod demonstranter på Tahrir-pladsen i Kairo. Protester i flere andre byer i Egypten.

Der har været en række mindre demonstrationer i Egyptens hovedstad, Kairo, og andre byer landet over med krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi træder tilbage.

Snesevis af mennesker - måske flere hundreder bedømt ud fra tv-billeder - samlede sig sent fredag aften på Tahrir-pladsen. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Det blev kendt som Det Arabiske Forår i Egypten.

- Gå Sisi, lød råbet fra demonstranterne.

Demonstrationer af denne art er uhyre sjældne i Egypten, efter al-Sisi i 2013 forbød offentlige protester. Kort inden var Egyptens første folkevalgte præsident, Mohamed Mursi, blevet afsat af militæret.

Mursi, der tilhørte Det Muslimske Broderskab, døde tidligere på sommeren i fangenskab.

Politiet var mødt talstærkt op i Kairo for at opløse demonstrationen, og AFP's journalist på stedet så fem personer, der blev anholdt, mens politiet skød med tåregas.

På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der også blev demonstreret i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte muslimske broderskab og kritikere af regimet. Tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce