Annonce
Vejle

Ejendomsselskab tjente 112 millioner kroner: Investeringen er spredt ud over 20 byer

Bo Svenningsen (til venstre), og Tomas Kjær Andersen, ejer af Bo-To Ejendomme i Vejle, kom ud af de seneste regnskabsår med et overskud på 112 millioner. Ejendomsselskabet har 1200 lejemål i 20 byer. Foto: Flemming Larsen
Det vejlensiske ejendomsselskab Bo-To Ejendomme investerer der, hvor de andre ikke kigger. Selskabet har i dag 1200 lejemål i 20 byer.

Vejle: Det vejlensiske ejendomsselskab Bo-To Ejendomme kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 112 millioner kroner før skat - mod 63 millioner kroner året før.

Ejerne af Bo-To Ejendomme, Bo Svenningsen og Tomas Kjær Hansen, kalder med jysk beskedenhed i stemmen for regnskabet "meget tilfredsstillende".

Ejendomsselskabet har hovedkontor i Jyllandsgade tæt ved Vejle Trafikcenter og beskæftiger 45 medarbejdere, heraf 15 ansatte på hovedkontoret. Det vurderes, at selskabets 1200 lejemål har en samlet værdi på mere end en milliard kroner, men det er ikke det vigtigste for ejerne.

Godt 600 af lejemålene ligger i Vejle.

Annonce

Historisk overblik

Bo-To Ejendomme med hovedkontor i Jyllandsgade i midtbyen i Vejle ejes af Tomas Kjær Andersen og Bo Svenningsen.

De to partnere købte deres første ejendom i 2003 og ejer i dag 1200 lejemål fordelt i 20 byer. Selskabet beskæftiger i dag 45 ansatte i fire byer, heraf 15 på hovedkontoret i Vejle.

  • 2003: Bo-To Ejendomme bliver etableret
  • 2008: Antal lejemål: 60
  • 2012: Bo Svenningsen og Tomas Kjær Andersen bliver fuldtidsansatte i Bo-To Ejendomme
  • 2016: Bo-To Ejendomme køber Vejle Midtpunkt
  • 2018: Antal lejemål: 900
  • 2019: Antal lejemål: 1200

Bo-To Ejendomme ejer i dag lejemål i Vejle, Skagen, Sæby, Frederikshavn, Hjørring, Aarhus, Grenaa, Randers, Horsens, Give, Tørring, Vejle, Kolding, Agerskov, Esbjerg, Fredericia, Haderslev, Padborg, Sønderborg, Tønder og Aabenraa.





Mødtes på jurastudiet

Tomas Kjær Andersen, 45 år, og Bo Svenningsen, 45 år, mødte første gang hinanden i 1995, da de begge var i gang med jurastudiet på Aarhus Universitet.

Det udviklede sig til et tæt venskab, som senere skulle vise sig at udvikle sig til et succesfuldt forretningseventyr, langt fra de karrierer, som de to jurister på daværende tidspunkt havde i kikkerten.

De var begge ambitiøse advokat-aspiranter med det klare mål at blive partnere i et stort advokatfirma.

Andersen og Svenningsen arbejdede i en årrække begge som advokater. Seneste arbejdede Bo Svenningsen som juridisk direktør for en af bankerne i Finansiel Stabilitet A/S, et dansk statsejet bank-aktieselskab, mens Tomas Kjær Andersen seneste arbejdede som juridisk direktør i det indiske vindmølleselskab Suzlon.

Samtidig investerede de sammen i deres første ejendom - som en slags pensionsopsparing.

I forbindelse med købet af den første ejendom i 2003 blev Bo-To Ejendomme stiftet. Året efter blev endnu en ejendom købt, og i løbet af de næste fem år, frem til 2008, købte de tre ejendomme per år, så porteføljen i 2008 lød på 60 lejemål.

I de år var ejendommene stadig et fritidsprojekt, som blev styret fra kælderen hjemme i privaten.

- Set udefra etablerede vi Bo-To Ejendomme i de værst tænkelige år, nemlig kort før finanskrisen, hvor mange udlejningsejendomme var gearet til langt over markedspris. Men det har aldrig været vores strategi at skulle tjene på køb og salg. Vi har hele tiden haft fuldt fokus på driften, altså på hvor stor forrentning driften af ejendommen kan kaste af sig. Derfor blev vi ikke ramt af finanskrisen. Tværtimod kan man sige, at den fik vores virksomhed til at accelerere meget kraftigt, forklarer Bo Svenningsen.

En sund forretning

Da bankerne og kreditforeningerne havde fundet sig selv igen i årene efter finanskrisen, skulle de på jagt efter ejendomsinvestorer, som kunne hjælpe dem af med de mange ejendomme, som de havde overtaget efter de mange konkurser i 2007-2009.

Og her stod Bo-To Ejendomme solidt i finansieringsselskabernes bevidsthed.

- Vi havde trods en forholdsvis lille portefølje bevist, at vi forstod at tjene penge og drive en sund forretning med fokus på driften. Derfor var vi interessante at samarbejde med for kreditforeningerne og bankerne. Vores strategi var meget simpel: Vi købte en ejendom billigt, renoverede den og udlejede lejlighederne. Vores forretning var baseret på, at indtjeningen fra huslejen kunne servicere gælden og give plads til nye investeringer. Lidt kedeligt og konservativt, men det er den måde, vi har valgt at køre vores forretning på, forklarer Tomas Kjær Andersen.

Bo-To Ejendomme har koncentreret sine investeringer i ejendomme langt væk fra København og Aarhus, og på den måde har ejerne - ifølge dem selv - spredt risikoen ud.

Hellere hente seks-otte procent i forrentning i en ejendom i Tønder end købe en ejendom i Aarhus med tre procent i afkast, lyder de to ejeres filosofi.

Deres strategi er at fortsætte den positive udvikling, som virksomheden har været i siden 2003. De to ejere er heller ikke afvisende over for at kigge på mulighederne for en børsnotering.

Bo-To Ejendomme i tal

Bo-To Ejendomme består af Bo-To Holding ApS.

Derudover tæller ejendomselskabet Bo-To Tørring A/S, Bo-To Ejendomme Tønder ApS, Vejle Ejendomme 2009 ApS, Bo-To Ejendomsadministration ApS, Bo-To 2019 ApS, Bo-To Ejendomme ApS og Vejle Midtpunkt ApS.

Samlet ser tallene sådan ud:

Årsresultat 2019 (før skat): 112.000.000 kr.
Årsresultat 2018 (før skat): 63.000.000 kr.
Årsresultat 2017 (før skat): 63.000.000 kr.

Egenkapital: 330.000.000 kr.
Værdiansættelse af ejendomsportefølje: 1.300.000.000 kr.

Bo Svenningsen og Tomas Kjær Andersen mødte hinanden første gang i 1995, da de begge var i gang med jurastudiet på Aarhus Universitet. PR-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB'erne skal nok være klar

Vejle

Efter udbrud af corona på plejehjem: - Vi gør alt for at passe på beboere og medarbejdere

Annonce