Fredericia: Solen står højt på himmelen, traktoren er kørt frem, og jord og planter er så småt ved at forberede sig på sommerhalvårets gang.
Maskinerne skal have skiftet olie, reservedele og smøres. Der skal køres møg ud, harves og sås. Men i år er det ikke, som det plejer på gården Himmerigskov hos familien Gassner. Her er der for en gangs skyld god tid til forårsarbejdet, for Rainer Gassner og hustruen Mette har lukket Michelin-restauranten Ti Trin Ned midlertidigt. Det gjorde de allerede før, myndighederne anbefalede det.
Som i så mange andre danske familier er børnene Peter og Andrea hjemme, og netop arbejdet på gården fylder også en del i deres hverdag. For nu er der langt bedre tid til det.
- Vi forsøger at have nogle faste opgaver. Dyrene skal fodres, vi skal hente birkevand, og så spiser vi frokost, hvorefter vi laver nogle af de større opgaver som at reparere maskiner, inden vi holder fyraften ved 16-17 tiden, drikker kaffe og laver aftensmad, fortæller Rainer Gassner.
Vi forsøger at have nogle faste opgaver. Dyrene skal fodres, vi skal hente birkevand, og så spiser vi frokost, hvorefter vi laver nogle af de større opgaver som at reparere maskiner, inden vi holder fyraften ved 16-17 tiden, drikker kaffe og laver aftensmad.
Rainer Gassner, indehaver Ti Trin Ned
Lønningsdag om lørdagen
Det er netop sæson for birkevand, som trækkes ud af birketræerne for at lave sirup til eksempelvis pandekager - ligesom ahornsirup.
Det er syvårige Peters opgave. På sin havetraktor med en lille trailer bagefter kører han op til læhegnet for at tømme dunkene ved birketræerne for den næringsholdige vand.
- Der er sindsygt meget i. Så meget jeg næsten kommer til at spilde, fortæller Peter ivrigt, mens han tømmer plastikdunkene.
Birkevandet kan holde en uges tid på køl, hvorefter det skal koges ned. 80 liter birkevand kan blive til en liter sirup, men birketræerne giver godt i år, så der er fast arbejde hver dag til Peter.
- Han tjener 20 kroner om dagen for sit arbejde, så lønningsdag om lørdagen er en stor dag, siger Rainer Gassner med et smil.
1,5 hektar bliver dyrket
Gassner-parret har fem hektar jord på Himmerigskov. 1,5 hektar bliver dyrket. Her vil jorden senere på sæsonen blandt andet byde på forskellige grøntsager som broccoli og blomkål, ligesom jordbær, hindbær og andre bærsorter.
- For to år siden plantede vi 100 æbletræer. De skulle gerne give noget i år, og så planter vi nye pæretræer i frugtplantagen, oplyser Rainer Gassner.
Som så mange erhvervsdrivende er det dog en underlig situation at lukke sin virksomhed ned midlertidigt uden at vide, hvornår den kan åbne igen, og hvordan den økonomiske virkelighed ser ud efterfølgende.
- Vi har en fornuftig forretning, men der kommer også et tidspunkt, hvor der skal ske noget, for vi lavede også en stor investering sidste år, forklarer Ragner Gassner og henviser til, da parret flyttede restauranten Ti Trin Ned fra lokalerne i Norgesgade til havnefronten i Kanalbyen i Fredericia.
Indtil videre forsøger familien dog at få det bedste ud af det og nyde tiden sammen, mens de klargør markerne.
- På den her måde lægger vi ikke så meget mærke til det, for vi har plads til at komme ud, fortæller Rainer Gassner.