Annonce
Brande

Ejstrupholm Veteranklub gør klar til jubilæums-udstilling

Der kan dukke sjældenheder op ved veteranstævnerne i Ejstrupholm. Her er det forrest et par Indian motorcykler. Arkivfoto
25 år med veterankøretøjer bliver fejret lørdag 29. juni på en mark i nærheden af Ejstrupholm.

Ejstrupholm: Rundt omkring bliver der i disse dage pudset grundigt på mange forskellige typer veterankøretøjer - lige fra gamle biler og motorcykler til knallerter og traktorer fra fordums tid.

Der er nemlig ikke så længe til et af de største veteranstævner i det midtjyske - nemlig det store stævne, der hvert år afholdes af Ejstrupholm Veteranklub. I år finder stævnet sted lørdag 29. juni - som sædvanlig på adressen Hvillumvej 5 lidt nord for Ejstrupholm - og der bliver gjort lidt ekstra ud af det, da Ejstrupholm Veteranklub denne gang fejrer 25 års jubilæum.

Klubbens forholdsvis nye formand Knud Erik Andersen, der i april afløste Finn Lindskow på den årlige generalforsamling, regner med, at der både bliver mange lokale udstillere, men at der også kommer adskillige gæster langvejs fra.

- Vi håber på god opbakning, og andre veteranklubber er meget velkomne, understreger Knud Erik Andersen, der selv stiller med en Volvo Amazon fra 1965.

Annonce
Traktorer vil der også være ved stævnet i Ejstrupholm, og de plejer at have en talstærk fanskare. Arkivfoto

250 medlemmer

Ejstrupholm Veteranklub er vokset godt i årenes løb og har nu 250 medlemmer.

Ved det årlige sommertræf kommer der derfor mange forskellige køretøjer, og det hænder også, at der kommer flyvemaskiner på besøg.

Programmet for jubilæums-stævnet den 29. juni lyder på, at morgenfriske ejere af veterankøretøjer kan deltage i en fælles køretur i området fra klokken 10 til 12.

Selve stævnet er åbent fra klokken 13 til 16, hvor alle typer veterankøretøjer er velkomne.

Traditionen tro vil der være salg af kaffe, pølser, brød, øl og sodavand.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce