Annonce
Ikast-Brande

Ejstrupholmere skal i gang med at finde et slogan for byen

Hvad er Ejstrupholm for en størrelse? Det er noget af det, som slogan-konkurrencen skal belyse og fremhæve. Foto: Peter Hald
Ejstrupholm Lokalråd udskriver slogan-konkurrence, der skal sætte byen på landkortet og stimulere tilflytning.
Annonce

Ejstrupholm: Lokalrådet i Ejstrupholm vil gerne synliggøre Ejstrupholm som et attraktivt sted at slå sig ned.

Derfor har lokalrådet taget initiativ til et projekt, hvor beboerne skal finde et slogan for byen.

Lokalrådet opfordrer alle indbyggere i byen, unge som gamle, til at beskrive Ejstrupholms identitet, både byens identitet og indbyggernes.

I første omgang skal det være i form af et slogan, et udtryk eller lignende, der beskriver, hvordan ejstrupholmerne opfatter sig selv og deres by.

- For at hjælpe lidt på vej med inspiration, kan man for eksempel tage udgangspunkt i et eller flere af nedenstående spørgsmål: Hvordan ser vi selv på Ejstrupholm? Hvad tænker du, når du ser byskiltet Ejstrupholm? Hvilket førstehåndsindtryk vil du gerne have, at folk udefra skal have af byen? Hvad er vi gode til i Ejstrupholm? Hvad kendetegner dig som ejstrupholmer? Hvad er særligt for Ejstrupholm?, lyder det i en pressemeddelelse fra lokalrådet.

Og hvis man skulle overtale en til at flytte til Ejstrupholm, hvad ville man så bruge som argumenter?

Annonce

Kernen af Ejstrupholm

- Målet med projektet er at komme ind til kernen af, hvad en ejstrupholmer er. Det er en måde at komme så tæt på sig selv som beboer i byen som muligt. Og det er et rigtigt godt udgangspunkt for det videre arbejde med at synliggøre byen, oplyser lokalrådet.

Fristen for at indsende forslag er den 15. september. Et udvalg i lokalrådet har påtaget sig opgaven med at styre projektet. Det er Helle Drongstrup, Ulrik Laursen og Torben Sigh. De arbejder sammen med det øvrige lokalråd, men står for at styre projektet i hus.

Lokalrådet håber, at så mange som muligt vil deltage. Skoleeleverne også – måske i et projekt, eller bare derhjemme:

- Det er virkeligt stærkt, hvis vi med fælles hjælp kan finde frem til noget, som vi kan bygge videre på. Det kræver lidt selvransagelse, og det er i virkeligheden nok lidt eksistentielt, men det er meget sundt at tage aktivt stilling til os selv og de omgivelser vi er i, siger formanden for lokalrådet, Peter Storgaard Sørensen.

Annonce

Frit slag

- Der er fuldstændigt frit slag, når det gælder gode forslag, Og der er rigtig mange angrebsvinkler. Det kan være historisk, det kan være samtidigt, og det kan være fremtidigt, eller en kombination, supplerer Torben Sigh.

- Det slogan, eller udtryk, man foreslår, bør favne så bredt som muligt, og her ligger også udfordringen, for samtidigt skal det jo være kort og præcist, tilføjer han.

- Vi vil også gerne have byens unge i gang med at bruge fantasien. Det gælder hele vejen rundt, supplerer Helle Drongstrup.

Efter afleveringsfristen den 15. september vil lokalrådet se på de gode forslag og vælge nogle ud, som kan gå videre.


Det er virkeligt stærkt, hvis vi med fælles hjælp kan finde frem til noget, som vi kan bygge videre på.

Peter Storgaard Sørensen, lokalrådsformand


Lokalrådet vil arrangere lille udstilling af de forslag, der er kommet ind, og siden vil der blive lavet et forum for en afstemning mellem forhåbentligt tre til fem finalister.

Når det endelige slogan er fundet, vil lokalrådet gå ind i næste fase med at lancere initiativer til synliggørelse af byens nye slogan.

Fakta om slogan-konkurrencen

Forslag indsendes til: lokalraadet@ejstrupholm.dk

Alternativt sendes eller afleveres til Torben Sigh, Præstegårdsvej 12, 7361 Ejstrupholm, mrk. SLOGAN. Der skal være tydelig afsender med navn, adresse, mail og telefonnummer på forslaget.

Der må gerne komme flere forslag fra den samme afsender.

Frist: 15. september 2020 kl. 12

Forslag skal rumme mindst ét forslag til et slogan, eller et udtryk, der fortæller, hvad Ejstrupholm er. Det er IKKE et grafisk udtryk eller på anden måde visuelt fremstillet, men skal være noget der kan skrives kort.

Forslaget skal være kort begrundet. Det betyder at man skal beskrive, hvad man har tænkt sig, og kort forklare forslaget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce