Annonce
Trekantområdet

Eks-borgmester om teaterlukning: Et angreb på mangfoldigheden

I 2008 gik Kolding Kommune og Flemming Skouboe sammen i et fælles ejendomsselskab, som købte det gamle bibliotek. Kolding Kommune skød syv millioner kroner i projektet, mens Skouboe bidrog med 15 millioner kroner. Det blev Mungo Parks adgangsbillet til Kolding. Foto: Søren Gylling
Per Bødker Andersen (S) var borgmester, da det med stor økonomisk hjælp fra rigmanden Flemming Skouboe i 2008 lykkedes at få Mungo Park til Kolding. Nu er teatrets dage talte. - Trist, dumt og meget kortsigtet, mener Bødker Andersen.
Annonce

Kolding: Kolding Kommunes kulturliv mister betydningsfuld bredde, når Mungo Park-teatret lukker som følge af, at Dansk Folkeparti og et flertal i Venstre fra nytår stopper den offentlige støtte til egnsteatret.

Det mener kulturudvalgsmedlem Per Bødker Andersen (S), der var borgmester i Kolding, da det i 2008 lykkedes at få det berømte Allerød-teater til at åbne en filial i Koldings gamle bibliotek.

Manøvren lykkedes kun, fordi den lokale milliardær Flemming Skouboe trådte til og bidrog med 15 millioner kroner til at købe ejendommen af kommunen og indrette den, så den kunne anvendes til teater. Det havde kommunen ikke råd til selv.

Lukning

  • Et flertal i V og DF meddelte helt overraskende i fredags, at de ikke vil forlænge egnsteateraftalen med Mungo Park, som fra 1. maj skifter navn til TeaterTid.
  • Aftalen ville ellers sikre Mungo Park/Teatertid et årligt offentlig tilskud på 7,7 millioner kroner i fire år - heraf betaler Kolding Kommune de godt fem millioner kroner.
  • Det borgerlige flertal henviser til, at de sparede midler skal anvendes til at skabe mere liv i midtbyen på en endnu ikke nærmere defineret facon.
  • Mungo Park har cirka 10.000 besøgende i teatret årligt, og det er for lidt at få ud af det offentlige tilskud, mener DF og V.
Annonce

Gul og grøn

Mungo Park var en del af det daværende politiske flertals ønske om at give Kolding en kulturprofil, som virker tiltrækkende på virksomheder, studerende og høje uddannelser på linje med Nicolai, Trapholt, slottet, Godset og Geografisk Have.

- Siden har vi også fået Unesco-byen, og snart kommer det nye Skamlingcenter.

- Men det tager meget lang tid at få en bredde i en bys kulturliv bygget op. Derfor ærgrer jeg mig og gul og grøn over, at der nu er et flertal, som ikke vil fastholde den bredde, siger Per Bødker Andersen, før kulturudvalget på sit møde tirsdag skal tage stilling til, om egnsteateraftalen, som sikrer Mungo Park sit eksistensgrundlag på 7,7 millioner offentlige kroner, skal forlænges i fire år.

Annonce

Mangfoldighed

Per Bødker Andersen er sikker på, at kulturstrategien har givet resultat i form af flere borgere, flere virksomheder og flere højere uddannelser i Kolding.

- Det kan vi jo se. Den er med til at give Kolding et løft, så folk vil besøge byen og bliver opmærksomme på, at Kolding ikke er en halvsøvnig provinsby, men at vi faktisk har en mangfoldighed. Det tiltrækker virksomheder, der har brug for veluddannede medarbejdere, som har et ønske om at kunne foretage sig noget, når de ikke skal på arbejde. Det er den mangfoldighed, flertallet nu gør angreb på. Det er trist, dumt og meget kortsigtet, mener eks-borgmesteren.

Kolding har mange kulturtilbud, så betyder et enkelt til eller fra virkelig så meget?

- Det er jo et spørgsmål om, hvornår man saver den sidste stump af, når man begynder at save i en gren.

Flertallet vil bruge de sparede midler til at skabe mere liv i midtbyen. Synes du ikke også, at det er vigtigt?

- Men hvad er det, de vil bruge pengene til? Jeg tror ikke, at flere futtog i midtbyen tiltrækker væsentligt flere kunder, og det er efter min mening ikke en holdbar argumentation, når man siger, at nu skal vi bare have mere liv i midtbyen, så nu lukker vi Mungo Park, siger Bødker Andersen.

- Det tager meget lang tid at få en bredde i en bys kulturliv bygget op. Derfor ærgrer jeg mig og gul og grøn over, at der nu er et flertal, som ikke vil fastholde den bredde. Arkivfoto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Trekantområdet

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce