Annonce
Rejser

Eksotisk udland i lille skala i Danmark: På Anholt finder du Ørkenen

Fra sand i vandreklitter til bevoksning med lav og planter i moser. Ørkenen dækker 80 procent af Anholt. Foto: Visit Anholt
Store dele af Anholt har aldrig været dyrket. Her er klitter, strandvolde og sparsom plantevækst, og det kaldes Ørkenen.

Engang var verdens største ørken, Sahara, dækket af skov.

Sådan var det også med Ørkenen på Anholt. Her susede vinden i fyrreskoven. Men i 1561 blev der på kongens befaling etableret et fyr på øens nordøstlige spids. Det lyste op med et bål, og behovet for brænde åd sig gennem hele den skovdækkede ø.

Sandflugten over det nu bare land dannede klitter og et tørt landskab - ganske som i Sahara, hvor ørkenen også har fordrevet frodighed, træer og planter.

Annonce

I dag breder Sahara sig tværs over det nordlige Afrika og er som nævnt verdens største - 8,5 millioner kvadratkilometer og mange, mange gange større end den lille ørken på Anholt.

Men set fra Anholt er øens ørken nu lige markant, for den dækker størstedelen af den godt 22 kvadratkilometer store ø.

80 procent af Anholt er ørken, mens de resterende 20 procent, som er øens vestlige ende, er mere almindelig natur med et bakket morænelandskab, der minder om Mols Bjerge på Djursland - øens nærmeste fastland. Det er i disse bakker, øens 138 faste indbyggere bor. De fleste i Anholt by inde i landet tre kilometer fra havnen.

Ikke under plov

Helt specielt for Ørkenen på Anholt er, at den aldrig har været opdyrket og derfor aldrig er pløjet. Den oprindelige topografi fra dengang, isen skabte området for 10.000 år siden, er bevaret flere steder modsat i resten af Danmark, hvor mange års pløjning har udvisket landskabernes finere konturer.

På Anholt kan man for eksempel stadig se gamle kystlinjer inde i landet efter istiden med skiftende vandstand og landhævning. Det upløjede landskab er en unik landskabsform både i Danmark og Europa.

Indlandsklitterne i den østlige ende af Ørkenen kaldes Indien. De er op til 24 meter høje og rødbrune af grovkornet jernholdigt sand. At kalde Ørkenen for ørken er i øvrigt at overdrive en smule. Ganske vist ligger Ørkenen i et af de mest regnfattige områder i Danmark, men der er alligevel for meget nedbør til betegnelsen.

Modsat i Sahara, hvor man arbejder med at plante træer i det enorme bælte af halvørken, det såkaldte Sahel-bælte fra Senegal i vest til Eritrea 8000 kilometer mod øst, vil Anholts ørken af sig selv springe i skov, hvis man ikke griber ind.

Det oplevede man, da Ørkenen i 1939 blev fredet og lå urørt hen. Da bredte beplantningen sig, og i 1994 var en fjerdedel af Ørkenen truet med at blive tilgroet af klitfyr. Da man ønskede at bevare ørken-naturen, blev en større fældning gennemført, og i dag er Ørkenen underlagt ”nænsom naturpleje”, som det udtrykkes.

Annonce

Sælerne på Totten

Der er offentlig adgang til Ørkenen på Anholt, hvor der gror mange arter af lav. Ørkenen er faktisk en såkaldt lavhede, og den er Nordeuropas største. I den sydlige del langs Pakhusbugten står grundvandet højt, og vegetationen er anderledes. Enkelte steder er der moser med porse.

Sælerne slapper af på stranden nær det lille næs Totten, der er øens østlige ende. Foto: Andreas Trepte/Wikimedia Commons

Fra byen tager det to-tre timer at vandre gennem Ørkenen til fyret. Motorkørsel er forbudt, både langs stranden og i Ørkenen.

Den yderste østlige del af den 11 kilometer lange ø er imidlertid lukket område. Nær fyret og det lille næs Totten er der sælreservat, og det er forbudt at bevæge sig derind. Her holder omkring 1200 spættede sæler plus nogle enkelte gråsæler til i Danmarks største sælkoloni. Man kan holde øje med dyrene i kikkerten i observationshuset, som ligger lige ved Anholt Fyr.

Siden det første fyr blev bygget for 460 år siden, har der været flere typer af fyr, og placeringen er også ændret. Det nuværende fyrtårn blev bygget i 1785 som et åbent kulfyr. Under englandskrigene fra 1807 til 1814 var øen besat, og fyret blev udvidet med et forsvarsanlæg, som i dag ses som en rund kasemat omkring tårnets fod.

Læs mere på www.visitanholt.dk.

Udlandet i Danmark

Når vi nu ikke kan rejse ud for at opleve noget fremmedartet eller ligefrem møde noget eksotisk, kan vi heldigvis gå på opdagelse efter noget tilsvarende - måske i mindre målestok - i Danmark.

I en artikelserie besøger vi nogle af disse steder.

Ørkenen kaldes det tørre landskab på Anholt, men rettelig er der tale om en lavhede, og den er den største i det nordlige Europa. Foto: Visit Anholt
Der har været fyr på Anholts nordøstlige spids siden 1561. Det nuværende er bygget i 1785. Foto: Frank Svensson/Visit Anholt
80 procent af Anholt er ørken. Foto: Carsten Wiehe/Wikimedia Commons

Vejen dertil

Anholt ligger midt i Kattegat og cirka midt imellem Jylland (44 kilometer til Djursland) og Sverige (47 kilometer). Det er Danmarks mest isolerede øsamfund. Der er færge fra Grenå Havn. Overfarten tager omkring tre timer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Annonce