Annonce
Indland

Ekspert: Falck-bagmænd kan risikere straf

En masterplan mod Bios kan give vidtrækkende konsekvenser for tidligere Falck-medarbejdere og andre involverede. Arkivfoto: Palle Herløv

Det kan koste bødestraf for tidligere Falck-medarbejdere og medføre større konsekvenser for ambulanceselskabet at overtræde konkurrenceloven. Det vurderer en ekspert i konkurrenceret, efter at en afgørelse konkluderer, at Falck forhindrede Bios i at etablere sig i Region Syddanmark.

Det kan blive dyrt for tidligere Falck-medarbejdere og andre personer, som var involveret i Falcks masterplan mod hollandske Bios.

- Flere personer kan blive straffet med bøde, hvis det bliver bevist, at de har medvirket til at overtræde konkurrenceloven, siger Andreas Christensen, advokat og partner i advokatfirmaet Horten med ekspertise i konkurrenceret.

Onsdag 30. januar kom Konkurrencerådets rapport på Falcks adfærd over for det hollandske ambulanceselskab, og afgørelsen viste, at Falck har overtrådt konkurrenceloven med at lægge forhindringer for Bios i at etablere sig i Region Syddanmark. En detaljeret rapport fra rådet klarlagde efterfølgende, at Falck har hyret kommunikationsbureauer til at udarbejde en masterplan med seks metoder. Strategierne blev brugt i perioden september 2014 - april 2016, efter at Bios vandt udbuddet i Syddanmark.

Anders Christensen mener, at det er for tidligt at vurdere, hvem og hvor mange som kan risikere at blive stillet personligt til ansvar for overtrædelsen af loven.

- Det afhænger af, om det kan bevises, i hvor høj grad der var tale om forsæt eller grov uagtsomhed i sagen, siger han.

Der kan ikke gives fængselsstraf i en sag om overtrædelse af konkurrencelovens paragraf 11, som Konkurrencerådet mener, at Falck har overtrådt. Bøde er den højeste straf, der kan gives til virksomheder eller personer i sådanne sager, ifølge Andreas Christensen.

Annonce

Sagen kan medføre, at Falck kan blive udelukket i kommende udbud.

Anders Christensen, advokat med ekspertise i konkurrenceret

Det kan Falck risikere

1. Økonomisk erstatningsansvar. Bios' advokat Torkil Høg har tidligere udtalt, at det hollandske ambulanceselskab vil stille et krav på et trecifret millionbeløb i erstatning over for Falck. Konkursboet efter Bios og Region Syddanmark kan også tænkes at kræve erstatning.2. Personligt ansvar. Flere medvirkende i Falcks masterplan mod Bios kan blive stillet personligt til ansvar og risikere bødestraf. Der kan ikke idømmes fængselsstraf.

3. Fravælgelse af udbud. Falcks omdømme kan risikere at lide et knæk, som gør, at selskabet ikke kan vinde kommende udbud på beredskabsopgaver i Danmark.

Sandsynlighed for erstatning

Efter at Bios gik konkurs i 2016, har selskabets danske advokat, Torkil Høg, udtalt, at der er et erstatningskrav på et trecifret millionbeløb på vej mod Falck. Andreas Christensen mener, at konkursboet efter Bios står med en god sag for erstatning efter Konkurrencerådets afgørelse.

- Som jeg vil vurdere det, har konkursboet efter Bios gode muligheder i den kommende sag, siger han.

Om det trecifrede millionbeløb er et realistisk krav at få fuldt medhold i er dog mere vanskeligt at vurdere, ifølge Andreas Christensen.

- Det er umuligt at svare på, siger han og fortsætter:

- Spørgsmålet er, om Bios kan bevise, at de er blevet presset ud af markedet, og at de har lidt et tab.

Kan skade omdømme

Ved siden af et muligt erstatningsansvar kan Falck også risikere at få sit omdømme påvirket under fremtidige udbud på beredskabsopgaver i Danmark.

- Sagen kan medføre, at Falck kan blive udelukket i kommende udbud, siger Andreas Christensen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i gang med at forberede en anmeldelse af Falck til bagmandspolitiet SØIK, efter at Falck mandag droppede at anke Konkurrencerådets afgørelse fra i sidste uge.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce