Der bliver næppe tale om en udlevering til Tyrkiet af den 42-årige mand fra Vejle, som onsdag blev varetægtsfængslet på grund af mistanke om at have medvirket til terrorangreb i Istanbul, vurderer ekspert.
Vejle: Den 42-årige mand fra Vejle, som onsdag blev varetægtsfængslet i fire uger, fordi de tyrkiske myndigheder vil have ham udleveret til retsforfølgelse, har ifølge tyrkerne spillet en central rolle i et terrorangreb på en natklub i Istanbul nytårsnat, hvor 39 mennesker mistede livet.
Det fortæller journalist og forfatter Deniz Serinci, der længe har beskæftiget sig med islamisk terror. Han har læst det tyrkiske anklageskrift, ligesom han har kendskab til den varetægtsfængslede fra sin overvågning af det islamistiske miljø i Danmark.
- Tyrkerne mistænker ham for at have spillet en vigtig rolle. Faktisk står der i det tyrkiske anklageskrift direkte, at danskeren har været med til at planlægge angrebet, siger Deniz Serinci.
Desuden skulle manden ifølge anklageskriftet have medvirket til at skaffe våben til den mand, der ifølge de tyrkiske myndigheder udførte angrebet. Tyrkerne kom angiveligt på sporet af vejlenseren, fordi han han havde taget sin egen bil med til Tyrkiet fra Danmark, da han rejse derned i februar sidste år.
Deniz Serinci, journalist og forfatter.Tyrkerne mistænker ham for at have spillet en vigtig rolle. Faktisk står der i det tyrkiske anklageskrift direkte, at danskeren har været med til at planlægge angrebet.
Tvivler på udlevering
Den varetægtsfængslede kommer oprindeligt fra Usbekistan, og deler dermed nationalitet med den mand, som de tyrkiske myndigheder anholdt umiddelbart efter terrorangrebet.
Det er denne person, der ifølge Deniz Serinci, blandt andet har peget på, at den 42-årige vejlenser var en vigtig del af terrorangrebet.
Selv om de tyrkiske anklager mod den 42-årige mand fra Vejle er særdeles alvorlige, tvivler Deniz Serinci på, at de tyrkiske myndigheder får held til at få ham udleveret.
- Tyrkiet er som bekendt ikke et land med de bedste retsforhold i øjeblikket. Og så sent som sidste fredag, sagde en dommer i byretten i Nykøbing Falster nej til at udlevere en tyrkisk statsborger til Tyrkiet. Så timingen må siges at være dårlig, set med tyrkiske briller, siger Deniz Serinci.
Tror på anklagerne
Netop på grund af den tvivlsomme retssituation i landet, vil nogle måske stille spørgsmålstegn ved, hvor troværdige anklagerne fra tyrkisk side er. Men Deniz Serinci mener, at de har hold i virkeligheden.
- Jeg kunne forstå mistroen, hvis manden havde været kurder, fordi mange kurdere bliver retsforfulgt i Tyrkiet. Men det giver ingen mening, at retsforfølge en påstået IS-tilhænger, hvis det ikke har noget på sig, siger Denis Serinci.
Men heller ikke, hvis det viser sig, at de tyrkiske anklager holder vand, skal man forvente, at den 42-årige anholdte mand vil blive udleveret, vurderer terroreksperten.
- Hvis det viser sig, at manden har forbindelser til Islamisk Stat, vil han højst sandsynligt blive retsforfulgt her i landet i stedet for at blive udleveret til Tyrkiet. Danmark er jo også i krig med Islamisk Stat, og i så fald vil det give mening at retsforfølge ham i Danmark, siger Deniz Serinci.
Den 42-årige mand er ikke sigtet for noget af de danske myndigheder, men blev varetægtsfængslet, for at forhindre ham i at forlade landet, mens den tyrkiske anmodning om udlevering bliver behandlet.