Annonce
Ikast-Brande

Elever hædret for app-idé om hjælp til folk med sjældne diagnoser

Astrid Öberg (til venstre), Andreas Aalbæk og Victoria Kongedam med de synlige beviser på tredjepladsen ved landsfinalen i Fredericia. Foto: Fonden for Entreprenørskab
Elever fra Uhre Friskole fik en tredjeplads ved landsfinalen i årets Edison-konkurrence.

Uhre: Tre elever fra 6. klasse på Uhre Friskole opnåede en tredjeplads ved landsfinalen i årets Edison-konkurrence.

Mens deltagelsen i den årlige Edison-konkurrence for folkeskoleeleverne i Ikast-Brande Kommune på grund af besparelser i år blev afsluttet med, at det projekt, der på tværs af de fire lokalfinaler havde opnået flest point, blev vist frem for borgmesteren m.fl. i byrådssalen, kvalificerede gruppen bestående af Astrid Öberg, Victoria Kongedam og Andreas Aalbæk fra 6. klasse på Uhre Friskole sig til landsfinalen i Fredericia via lokalfinalen på Herningsholm Erhvervsskole i Herning.

Blandt et halvt hundrede hold, som også talte tre andre hold fra friskolen, placerede dommerne trioens ide om en app til personer med sjældne diagnoser (og deres pårørende) på en andenplads. Om muligt endnu flottere gik det i finalen sidste torsdag, hvor det blev til en tredjeplads blandt de 176 hold, der havde kvalificeret sig til videre deltagelse.

Annonce

Sjældne danskere

Temaet for årets konkurrence var ”værdifulde fællesskaber”, og gruppen fra Uhre Friskole havde ladet sig inspirere af TV2-programmerne om ”de sjældne danskere”, forklarer de. I særdeleshed Piet, som lider af Saul Wilson-syndromet, en sygdom der på verdensplan kun er 14 kendte tilfælde af. Udover denne sygdom har gruppen fundet information om yderligere fire meget specielle sygdomme, Mowat Wilson-syndrom, Sticklers Syndrom, Barraquer Simons-syndrom og Morquios Syndrom, samt hvor mange, der lider af den. Formål: At de og deres pårørende kan komme i kontakt med hinanden, uanset hvor i verden, de befinder sig.

I praksis opretter man en profil, hvor man beskriver sig selv, og man kan så anmode eller blive anmodet om at blive kontaktet af andre i samme situation.

Vigtigt at have nogen at spejle sig i

Da Victoria præsenterede ideen for en familie, der har Mowat Wilson-syndrom tæt inde på livet, var meldingen, at det var hårdt, og at de gerne ville have haft andre ligesindede at tale med, og ifølge en sundhedskonsulent i Herning Kommune, som gruppen pitchede ideen for, er det vigtigt, at folk har nogen at spejle sig i, forklarer Andreas.

Fra den indledende andenplads til podieplaceringen i finalen – i øvrigt den første i Uhre Friskoles historie – blev produktet finpudset yderligere; bl.a. blev et par ekstra sygdomme tilføjet, hvilket har krævet en solid portion arbejde: Fakta skal jo helst være på plads.

Desuden var meget tilgængelig information på medicinsk engelsk, som ikke bare lige lader sig oversætte ved et tryk på en knap.

Topplaceringen udløste en kontant præmie på 4000 kroner, men hvad pengene skal gå til, har gruppen endnu ikke besluttet, fortæller en stolt klasselærer, Michael Petersen, der var taget med gruppen til Fredericia forrige torsdag.

Om de skal arbejde videre med ideen, ved de heller ikke helt endnu, men de har været i kontakt med nogle programmører, der har givet dem nogle fif til opstarten af en app. Også det kræver en hel del arbejde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce