Annonce
Egtved

Elever og lærere er glade for at at være flyttet i pavilloner

De fire pavilloner udgør Overgårdens Skoles rammer de næste i hvert fald halvandet år. På nuværende tidspunkt vides det ikke, om man vil renovere den skimmelsvampsramte bygning, eller om der i stedet skal bygges nyt. Foto: Yilmaz Polat
På grund af skimmelsvamp er elever og lærere på Overgårdens skole flyttet i pavilloner på græsplænen ved siden af. Her kommer undervisningen til at foregå i hvert fald det næste halvandet år.

Egtved: Der skulle tænkes i alternativer løsninger hurtigt, da der i december sidste år blev konstateret skimmelsvamp i stueetagen på den bygning på Højvang, hvor specialskolen Overgårdens Skole holder til. Et hold elever rykkede hen på Egtved Skole, nogle rykkede ind i en anden længe på Højvang, og resten rykkede tæt sammen i bygningens førstesal, hvor der ikke var skimmelsvamp.

Midt i februar kunne skolens elever igen blive samlet i fire midlertidige pavilloner, der er stillet op på græsplænen ved Casperdam. Og det var tiltrængt.

- Det var lidt svært i den periode, hvor eleverne var så spredt, og det har været en belastning for både elever og lærere. Til gengæld har det været rigtig godt at blive samlet her i pavillonerne igen. Vi var noget bekymrede for, hvordan eleverne ville tage flytningen hertil, men vores bekymringer er blevet gjort til skamme. De har alt i alt taget det rigtig godt, fortæller afdelingsleder på specialskolen Tommy Lindbjerg.

Overgårdens Skole

Overgårdens Skole er en specialskole for normalt begavede børn med svære sociale og/eller følelsesmæssige vanskeligheder.

Skolen hører under Egtved Skole med skoleleder Villy Raahauge som øverste leder.

Der går i øjeblikket 25 elever på skolen.

De fleste elever kommer fra belastede baggrunde og flere bor på institutioner eller hos plejefamilier.

Skolens målsætning er at få eleverne ud i almene skoleklasser indenfor to år, men for nogle er det bedre at blive på Overgårdens Skole hele skoletiden ud.

Godt indeklima

De fire pavilloner er lyse og funktionelt indrettet med alt, hvad der er brug for. Fine klasselokaler, grupperum, toiletter og kontorfaciliteter.

- Der er en virkelig god akustik her. Det var noget af det, vi lagde mærke til først, da vi rykkede herover. Det giver en helt anden ro i klasserne, som er ekstra god, når man arbejder med en gruppe børn, der ind imellem kan være meget højlydte. Og så er her et godt indeklima, som er behageligt at være i, fortæller han.

Ebbe Rong Petersen, der er lærer på skolen, er helt enig.

- Vi kan mærke på eleverne, at de kan holde koncentrationen længere, blandt andet fordi luften er bedre, og det giver en bedre læring. Jeg kan også mærke forskellen på mig selv. Efter tre-fire timer i de gamle lokaler, kunne jeg godt blive godt træt i hovedet. Det gør jeg ikke på samme måde længere, siger han.

Her er rart at være

Eleverne virker også meget tilfredse med de nye rammer.

- Jeg kan bedre koncentrere mig her, fordi der ikke er så meget larm. Her er rart at være, siger ni-årige Silas Aagaard Lyhne.

Han er blandt andet også glad for de små grupperum, der hører til klasselokalerne. Her kan elever, der lige har brug for ekstra ro eller en lille snak med en lærer om, hvad der lige rumsterer i hovedet den dag, sætte sig.

Alfred Harboe Kristiansen synes også godt tilfreds med de nye midlertidige klasselokaler. Han fulgte meget interesseret med, da de blev sat op i starten af året.

- Det var lidt som at se nogle legoklodser, som man kan bo i, blive sat op. Det er fedt at være flyttet herover, for her er rart at være, fortæller han.

Perspektiverne kendes ikke endnu

Det er godt, at alle parter trives i pavillonerne, for der skal de være i hvert fald det næste halvandet års tid.

- Hvad der så skal ske bagefter, det ved vi ikke. Det er en politisk beslutning, om det gamle skal renoveres, eller om der skal bygges nyt. Vi føler os godt tilpasse her, og så glæder vi os til at se, hvad der bliver besluttet, siger Tommy Lindbjerg.

Undervisningen plejer at foregå i den ene længe af Højvang, men da der er konstateret skimmelsvamp i stueetagen i bygningen, er bygningen nu blevet spærret af, til man finder ud af, hvad der skal ske med den. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Se billederne: Spotlight samlede børn fra Vejles skoler til fest, musik og fremtids-kig

Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce