Annonce
Egtved

Elever skal synliggøre områdets gode historier

De 17 elever på den nye ungeredaktion blev kastet ud i at gennemføre små interviews med blandt andet formand for den lokale idrætsforening Jane Iversen. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Mandag blev en ny ungeredaktion på Øster Starup Skole indviet. De unge skribenter skal skrive historier og tage billeder, der skal være synlige på infoskærme rundt i Ågård, Gravens og Øster Starup.

Øster Starup: Der blev serveret børnechampagne, kransekage og snacks på Øster Starup Skole mandag, for her blev skolens nye ungeredaktion indviet. Faktisk er det ikke kun skolens ungeredaktion, men hele Ågård-Gravens-Øster Starup-områdets ungeredaktion.

Den udgør nemlig et meget vigtigt element i et nyt medieprojekt, der er ved at blive realiseret. Øster Starup Sogns Lokalråd står bag medieprojektet, der skal gøre det mere synligt og overskueligt at finde ud af, hvad der sker rundt om i området via infoskærme strategiske steder i byen, som i Dagli'Brugsen i Ågård, Ågård Børnehave, Ågård Efterskole, Øster Starup/Vester Nebel Hallen og Plejecenter Ågården.

- Vi har så mange gode, aktive foreninger i vores område. Vi vil gerne gøre det mere synligt for områdets borgere, hvad der er af tilbud. Samtidig kan det også være et redskab til at undgå for mange overlap af aktiviteter, har lokalrådsformand Else Iversen tidligere forklaret.

Det bliver ungeredaktionens opgave at sørge for at opdatere indholdet på skærmene, lægge omtaler af arrangementer og aktiviteter ind og producere små og store historier om lokalområdet.

Annonce

Der er blevet lagt op til, at hvis man valgte det her valgfag, så skulle man være klar på at levere og lave noget. Men det kan jeg også mærke på eleverne, at de er.

Kristina Kjær Blaaberg, underviser

17 elever på valgfag

Ungeredaktionen er udbudt som et valgfag for eleverne på de ældste klassetrin, og det har 17 elever meldt sig til, heriblandt Asger Halfdan Buurmaier og Sebastian Dømler Jepsen.

- Mens jeg gik i 5. klasse prøvede jeg at være børnejournalist gennem et projekt, der hedder Capital of Children. Her var jeg blandt andet med på en weekendtur til København, hvor børn kunne prøve at være journalister. Det var rigtig spændende, så derfor ville jeg gerne være med i den nye ungeredaktion, fortæller Asger Halfdan Buurmaier.

Sebastian Dømler Jepsen synes også, det lød spændende at være med på det nye valgfag.

- Jeg vil gerne være med til at skrive om nogle af de aktiviteter og arrangementer, der foregår her, siger han.

Motiverede elever

Det hele er stadig meget nyt. Ungeredaktionen har kun været samlet to gange forud for mandagens indvielse, og her blev de unge reportere kastet direkte ud i at lave små interviews med blandt andre skoleleder Monica Kruse, byrådspolitiker Thyge Bjerring og formand for ØSVN-IF Jane Iversen, som skal bruges til at skrive en artikel om indvielsen til de nye infoskærme.

Underviser på redaktionen er Kristina Kjær Blaaberg, som selv bor i Ågård, og som både har en læreruddannelse og en uddannelse inden for markedsføring.

- Der var oprindelig fundet en anden underviser, men det gik ikke alligevel. Jeg havde tyve minutter til at tænke over det, da valgfaget skulle starte samme dag. Men jeg var ikke i tvivl om, at det var noget for mig, fortæller hun.

Kristina Kjær Blaaberg glæder sig nu til for alvor at komme i gang med samarbejdet med eleverne og se, hvad det kan udvikle sig til.

- Der er blevet lagt op til, at hvis man valgte det her valgfag, så skulle man være klar på at levere og lave noget. Men det kan jeg også mærke på eleverne, at de er. De virker meget motiverede, så det bliver rigtig spændende, siger hun.

Succes og risiko

Byrådspolitiker Thyge Bjerring, der formand for udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati, fik lov at klippe snoren og dermed stå for den officielle del af indvielsen. Han holdt en kort tale, hvor han blandt andet fortalte, hvordan det nye medieprojekt og den nye ungeredaktion kan være med til at binde lokalsamfundet sammen.

- Jeg tror og håber, det bliver en succes. Succes kan dog medføre en risiko for, at de andre 32 lokalråd i Vejle Kommune får lyst til at lave noget tilsvarende, men den risiko løber vi gerne, sagde han med et stort smil - og henviste til, at Vejle Kommune økonomisk har støttet medieprojektet 290.600 kroner.

Han sluttede med et stort tillykke - inden sølvkonfetti blev skudt ud af to store konfettirør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

Annonce