Vesterlund: Der har fortsat ikke været nogen efterskoleelever på Vesterlund Efterskole i 2021, og der er ikke udsigt til, at det ændrer sig lige foreløbig. Derfor har skolen smøget ærmerne op i et forsøg på at bringe en del af efterskolelivet hjem til eleverne, der sidder hver for sig hjemme hos forældrene.
Der er mødepligt til de almindelig undervisningstimer i fag som dansk, engelsk og matematik. Samtidig er efterskolen begyndt at lave andre digitale tiltag, der skal sprede efterskolefællesskabets glæder ud via skærmene.
- Vi har virkelig skruet op - både for længden af dagligdagen og så laver vi noget, der hedder ”VE for fun”, masterclasses, og fordybelsesdage, forklarer forstander Søren Haubjerg.
Søren Haubjerg, forstander på Vesterlund Efterskole, om udsigten til færre gymnastikopvisninger i foråretNogle vil måske tænke, at det er ligegyldigt, men det er det bare ikke for de unge, som har valgt at gå lige præcis her på grund af gymnastikken.
Samlet skal det skabe en mere varieret hverdag for eleverne, så deres engagement fastholdes.
- Det sker med en forventning og tillid til, at de er med, for vi laver de her tiltag for at lave noget variation i hverdagen. Når det kommer til fysisk træning kontrollerer vi ikke, om de er med, som vi gør, når de har boglig undervisning på skærmen.
Er både elever og personale ved at være trætte af, at corona også påvirker denne årgang så meget?
- Ja, og det rammer hårdt nu.
- Der er nogle elever derude, som er dybt frustrerede over den her situation, og det er vi andre selvfølgelig også. Men jeg vil også sige, at jeg mærker en kæmpe kampgejst blandt lærerne. De vil gerne give eleverne god og varieret undervisning og et godt ophold, så de får lidt efterskolefølelser, selvom de sidder hjemme på deres værelser.
- Vi står også et andet sted med erfaring, fordi vi havde sidste års lockdown. Det betyder, at vi er skarpere på, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer, når vi laver virtuelle tiltag, siger Søren Haubjerg.
Aflyst skiferie
Selvom det stadig er for tidligt at spå om, hvornår eleverne kan vende tilbage til efterskolen, står det allerede nu klart, at også den sidste halvdel af opholdet, bliver påvirket af corona. Et par af de kalendersatte gymnastikweekender, hvor alle eleverne skulle træne, er aflyst.
- Dermed vil der også være nogle af de opvisninger, som eleverne har set frem til at komme ud og lave, som bliver aflyst. Nogle vil måske tænke, at det er ligegyldigt, men det er det bare ikke for de unge, som har valgt at gå lige præcis her på grund af gymnastikken, siger Søren Haubjerg.
Også den årlige skitur, som skolen almindeligvis drager på i uge 6, er annulleret. Det ærgrer også forstanderen meget.
- Det kan godt være, at der står ski som overskrift, men det er en uge, der samtidig kan så meget socialt og relationsmæssigt, som bare gør eleverne så stærke i deres arbejde med sig selv og venskaber.
Nogle elever skulle også have været i Rom, men den rejse er ligeledes aflyst. I stedet er skolens personale nu i gang med at se på, hvilke ekstratiltag der kan planlægges.
-Det er vores opgave at finde på nogle andre fællesskabsgivende ting, når vi får eleverne tilbage. Der står vi på mål for at give den fuld smadder, så de, når året er omme, tænker: ”Ja vi var væk i nogle uger eller måneder, men hold da fast, hvor fik vi meget med alligevel”, siger Søren Haubjerg.