Fredericia: Det er en glad og forventningsfuld varehuschef, der byder velkommen til Elgigantens nye lokaler på Vejlevej 102 i Fredericia.
Det store indgangsparti er stadig lukket til af metalskodder - varehuset åbner nemlig først officielt 12. november, når der holdes stor åbningsfest allerede fra kl. 7 om morgenen.
- Vi vil gerne invitere folk til en masse rigtig gode tilbud. Kl. 7 er der kaffe og croissanter, og senere på dagen griller vi pølser. Det bliver lidt af en fest, lyder det fra varehuschef, Mads Mikkelsen, som samtidig nævner, at der kommer en dj og spiller musik.
Derudover vil Elgigantens direktør og Fredericias borgmester Steen Wrist (S) kigge forbi og klippe snoren.
- Det er dejligt endelig at kunne åbne i Fredericia. Det har manglet her i byen. Det er også det, jeg hører fra kunder. Jeg møder ofte folk, der står ude på parkeringspladsen og banker på ruden og spørger, hvornår vi åbner. Så det bliver rigtig spændende, og jeg håber, at vi kan bidrage med noget til byen, siger Mads Mikkelsen, der tror og håber på, at de får rigtig travlt.
Det nyeste af det nye
I butikken er nogle af de medarbejdere, som er blevet ansat over den seneste tid, i fuld gang med at gøre den omkring 1600 kvadratmeter store butik klar til åbning.
Mads Mikkelsen, varehuschefVi vil gerne invitere folk til en masse rigtig gode tilbud. Kl. 7 er der kaffe og croissanter, og senere på dagen griller vi pølser. Det bliver lidt af en fest
Rundt i hele varehuset står store stabler af forskellige varer, der bare venter på at blive pakket ud og sat på plads, så de er klar til igen at ryge af hylderne, når kunderne lige om lidt kan få lov at komme ind og handle i den nye butik.
- Hos Elgiganten har vi forskellige butikskoncepter, og vores bliver et af de nye med varme træfarver og et hyggeligt lys. Det er vigtigt, at man føler sig velkommen herinde. På den måde viser og præsenterer vi også varerne bedst, fortæller Mads Mikkelsen og fortsætter:
- Det er en spritny og topmoderne butik, hvor vi har det nyeste af det nye. Så her kan kunderne komme og opleve den nye teknologi og få rådgivning. Vi hjælper bl.a. også med at sætte telefoner og computere op.
Mange nye medarbejdere
Tilbage i september søgte Elgiganten i Fredericia 50 nye medarbejdere, og med lige omkring 50 ansatte er de nået godt i mål.
- Det er selvfølgelig altid udfordrende med mange nye medarbejdere på en gang, men det er også superfedt at kunne se medarbejderne udvikle sig. Vores struktur er meget flad her, og jeg kan bedst lide at være nede på gulvet med de ansatte, siger Mads Mikkelsen, som har været en del af Elgiganten i tre år. Senest som varehuschef i Horsens.
Til åbningen vil Mads Mikkelsen også være at finde i butikken blandt medarbejdere og ikke mindst kunder.
- Jeg glæder mig til at kunne møde alle kunderne. Det vigtigste er, at de er glade, og at de får en god oplevelse.