Annonce
Sport

EM-deltagelse garanterer DBU indtægt på 69 millioner

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Landsholdets kvalifikation til EM sikrer DBU et startbeløb på 69 millioner. Det beløb kan stige yderligere.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) uddeler næsten 2,8 milliarder kroner til de 24 deltagere ved næste års EM.

Det blev allerede vedtaget sidste år, da Uefas 55 medlemslande deltog i forbundets 42. ordinære kongres i Slovakiet.

Landsholdets uafgjorte resultat mandag aften i Dublin i 1-1-kampen mod Irland sender 69 millioner kroner (9,25 millioner euro) direkte i klubkassen hos Dansk Boldspil-Union (DBU) som EM-startbonus.

Indtægterne kan stige yderligere, hvis det danske landshold klarer sig godt ved slutrunden, der spilles i 12 forskellige lande, deriblandt Danmark.

Hver eneste sejr i de tre indledende gruppekampe er 11 millioner kroner værd (1,5 millioner euro), mens uafgjort belønnes med det halve.

Skulle det lykkes Danmark at spille sig frem til ottendedelsfinalerne, så falder der yderligere 15 millioner kroner af til DBU (2 millioner euro).

En plads i kvartfinalen er yderligere 24 millioner kroner (3,25 millioner euro) værd. Lykkes det at nå semifinalen, så kommer der 37 millioner kroner (5 millioner euro) oveni bunken.

Den kommende europamester får yderligere 75 millioner kroner (10 millioner euro) for at vinde finalen, mens taberen kan trøste sig med 52 millioner euro (7 millioner euro).

Det maksimale, der kan tjenes ved slutrunden, er 254 millioner kroner (34 millioner euro).

I forhold til det seneste EM i Frankrig for tre år siden er den samlede pengeudbetaling steget med 23 procent til næsten 2,8 milliarder kroner (371 millioner euro).

Det er endnu ikke offentliggjort, hvordan DBU vil dele de store indtægter med landsholdsspillerne, der plejer at få en stor bid af de penge, som DBU får ud af slutrunde-deltagelserne.

/ritzau/

Annonce
Overblik over økonomien ved EM på Uefas hjemmeside
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce