Billund/Starup-Tofterup: Emilie Sillas og Signe Holbøll er så småt ved at få ømme fødder. Det var torsdag den 7. januar, at de bandt skoene i Billund og begav sig ud på en lang gåtur i retning af hovedstaden.
Turen gik fra Billund via Give, Uldum og Horsens til Hou, hvor de sejlede til Samsø. Seks dage efter afgangen fra Billund – onsdag i denne uge – var de ankommet til Sjælland.
- Deres plan med, ikke at gå på store hovedveje har ført dem mange øde steder hen, fortæller Karina Sillas Jensen, der er mor til Emilie Sillas.
De to grankusiner på 19 og 21 år skulle oprindeligt have brugt januar på at rejse om på den anden side af Jorden, men det satte den aktuelle coronasituation en alt for effektiv stopper for. De besluttede derfor, at de i stedet ville bruge tiden på at være aktive – og derfor gå fra Legoland i Billund til Tivoli i København.
Mødt mange mennesker
Årstiden gør det ikke aktuelt at overnatte i telt, og Emilie Sillas og Signe Holbøll har derfor hjemmefra planlagt turen, så de sørgede på forhånd for en solid planlægning med booking på diverse overnatningssteder på ruten.
Karina Sillas JensenDe har fået vabler, gået i sne og blæst, så de behøvede ikke tage på den anden side af jorden for at få udfordringer.
De mange kilometer på gåben gennem landet, har givet dem en masse nye bekendtskaber.
- De har mødt mange søde og sjove mennesker, der har været bekymret for, om de skulle sove i det fri eller var ved at flytte hjemmefra, fortæller Karina Sillas Jensen og tilføjer, at de har modtaget en masse respons fra nogle gamle bekendte fra efterskoletiden. Alle har bakket op om det lettere vanvittige projekt.
Gået i sne og blæst
Signe Holbøll skal til februar begynde på studiet til sygeplejerske, og derfor kunne turen ikke skubbes til et tidspunkt med mere gå-venlige temperaturer. Ønsket var da også en udfordring, og det har de i særdeleshed fået.
- De har fået vabler, gået i sne og blæst, så de behøvede ikke tage på den anden side af jorden for at få udfordringer. De næste par dage fortsætter turen mod København gennem Jyderup, Roskilde og Ishøj, siger Karina Sillas Jensen.
Efter planen skulle Emilie Sillas og Signe Holbøll gerne være fremme i København på mandag.