Kolding: En af tidens mest populære madtrends er donuts. Ikke bare donuts med en smule farverig glasur, men ekstravagante friturestegte dejringe med forskellig slags chokolade, sauce og andet topping.
Det er kæden Bronuts, der har startet trenden, og i weekenden slog Bronuts-butikken i Bredgade første gang dørene op. Dette medførte lange køer, og det fik JydskeVestkysten-læser Carina Andersen til at undre sig.
"Jeg undrer mig over, at man må stå mellem 50 og 60 mennesker i en kø ved Bronuts i Kolding. Når man skal tænke over coronarestriktioner," har hun spurgt redaktionen om, efter hun i en halv times tid har stået og observeret køen til butikken, der slog dørene op lørdag.
Flere anmeldelser
Tilsyneladende har Carina Andersen ikke været den eneste, der har undret sig. For Finn Ellesgaard Nielsen, der er vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, fortæller, at politiet har modtaget flere anmeldelser fra folk, der har tænkt, at der nok var lige lovligt mange mennesker samlet foran butikken.
- Vi har haft patruljer på stedet flere gange, men det har ikke medført nogle sigtelser, siger Finn Ellesgaard Nielsen.
Forsamlingsforbuddet er som bekendt på fem personer i øjeblikket, men når man står i kø udenfor og husker at holde afstand, så er der ingen love, der overtrædes, forklarer vicepolitiinspektøren.
- De gange, vi har været der, har det alt sammen set ud som det skulle, siger Finn Ellesgaard Nielsen.