Grindsted: De bedste håndbolddamer i Grindsted GIF har hidtil haft en vanskelig sæson med blot to sejre - og holdet ligger dermed sidst i 3. division.
En sejr bliver det formentlig heller ikke til i næste runde af pokalturneringen, for her har kvinderne ligesom GGIF's herrehold trukket et hold fra håndboldens allerøverste niveau, når Aalborg EH kommer på besøg i Grindsted.
- Vi har snakket om at tage det som en oplevelse. Det kan kun gøre, at vi opper os en smule, for vi ved godt, at vi overhovedet ikke kan hamle op med dem. Men vi vil tage det som en oplevelse, siger Grindsted-træner Vibeke Andersen.
Aalborg EH har det svært i den bedste håndboldrække, hvor holdet ligger næstsidst. Alligevel vil niveauforskellen efter al sandsynlighed være alt for stor, og som Grindsted-træneren formulerer det, vil det da være ekstremt skidt, hvis et ligahold kommer i problemer mod et bundhold fra 3. division.
Det kan kun gøre, at vi opper os en smule, for vi ved godt, at vi overhovedet ikke kan hamle op med dem. Men vi vil tage det som en oplevelse.
Vibeke Andersen, træner, Grindsted GIF
Stor niveauforskel
Vibeke Andersen har stor erfaring med håndbold på øverste niveau, og så sent som sidste sæson var hun målmandstræner for Ringkøbings ligahold. Derfor kender hun bedre end de fleste til den niveauforskel, der kommer til at være på holdene.
- Jeg ved godt, hvor meget der bliver trænet i ligaen, og jeg har set Aalborg og ved godt, hvad de kan byde ind med, selvom de ligger andensidst i ligaen. Hvis de kommer med fuldt mandskab, har vi ingen chance. Men vi vil da prøve at levere, siger Vibeke Andersen.
Vigtig kamp på søndag
Mens pokalturneringen er en ekstra oplevelse, er det fuld alvor i turneringen, hvor Grindsted GIF har alvorligt brug for point. Seneste kamp gav en tiltrængt sejr i Lemvig, og på søndag kommer Oddense-Otting en tur til Grindsted til en bundkamp, hvor en sejr nok er nødvendig, hvis Grindsted skal gøre sig håb om at kunne overleve i 3. division.
- Når vi kunne vinde over Lemvig, skal vi også kunne vinde på søndag, hvis vi kommer med samme indstilling, siger Vibeke Andersen.
Søndagens kamp spilles kl. 15, mens der endnu ikke er fastsat spilletidspunkt for Aalborg-kampen.