Annonce
Vejle

Endelig færdig: 200 højdemeter venter i Sønderskoven

Mountainbikesporet går i meget varieret skov og går stort set konstant op og ned. Foto: Mette Mørk
Knap 11 måneders arbejde med et mountainbikespor er afsluttet. Sporet går otte kilometer og 200 højdemeter rundt i Sønderskoven.

Vejle: De cykelglade vejlensere og mange udenbys gæster, der lægger vejen forbi Sønderskoven, kan nu boltre sig på et nyanlagt mountainbikespor, der snor sig op og ned i det kuperede terræn.

Sporbygger Christoffer Stjernholm fra Jelling har siden maj sidste år haft fast arbejde i den bynære skov omkring 30 timer hver uge. Og han er nu færdig med den rute, som stort set på meteren rammer de otte kilometer.

Hvis man er i træning, kan sløjfen tilbagelægges på cirka 32 minutter, og undervejs har mountainbikerne forceret 200 højdemeter.

- Det er et spor med blå graduering. Det vil sige, at det er et spor for alle med grundlæggende færdigheder, men det har også enkelte røde forhindringer, som man kan vælge eller køre udenom, fortæller Karsten Dollerup Møller, projektleder i den kommunale afdeling for "Natur og Friluftsliv".

Annonce

Det er superfedt at bidrage til noget, som rigtig mange er glade for, og mange ryttere råber tak, når de cykler forbi. Taknemmeligheden og det at gøre noget for byen har vægtet tungest for eleverne.

Mikkel Soll, teamleder, Vejle Produktions- og Uddannelsescenter

Klar til at rykke ud

Projektlederen er rigtig godt tilpas med sporbyggerens arbejde, og selvom Christoffer Stjernholm nu er rykket videre til en ny opgave - et teknik- og øveområde ved Brandbjerg Højskole - skal der fortsat arbejdes på sporet i Sønderskoven.

- Der bliver sat penge af til løbende vedligehold, som vi også har det med skovlegepladsen og vores andre friluftsfaciliteter. I løbet af kort tid bliver det muligt at benytte kommunens Giv-et-praj-app, så mountainbike-rytterne kan melde den præcise placering ind, hvis der er væltet et træ på sporet, eller der er et stort hul. Så rykker vi ud og reparerer sporet, fortæller Karsten Dollerup Møller.

Start ved Granhytten

Det er ikke planen på sigt at gøre sporet - som Friluftsrådet har støttet med 175.000 kroner - længere, for der er mange andre skovgæster at tage hensyn til.

Men projektlederen vil ikke afvise, at kommunen vil anlægge flere udfordringer på sporet, som rytterne kan vælge til og fra. Det kan være nye hop og andre features.

- Hvis vi kan finde penge til det, vil næste fase blive at lave et område med bord-bænke-sæt og luft- og vaskefaciliteter ved sporets start ved Granhytten (tæt på Søndermarkshallen, red.), hvor der er gode parkeringsforhold. Vi er nu i gang med at sætte de 130 markeringspæle op, som markerer hele ruten, fortæller projektlederen.

Han anslår, at sporprojektet løber op i en udgift af cirka 1,5 millioner kroner, og nogle af de penge bliver internt i Vejle Kommune, idet kommunens driftsafdeling i skoven har bidraget til anlægsarbejdet.

Sporet indvies til maj

  • Det otte kilometer lange mountainbikespor i Sønderskoven er nu færdiganlagt.
  • Den officielle indvielse af det cirka 1,5 millioner kroner dyre anlægsprojekt lader vente på sig lidt endnu.
  • Vejle Kommune inviterer alle interesserede til indvielsen tirsdag 7. maj klokken 17 ved Granhytten ved Søndermarksskolen, hvor der vil være taler, og de fremmødte bliver budt på pølser, brød og vand.
  • Under arrangementet vil Mountainbike Club Vejle og elever fra Vejle Idrætsefterskole stå for forskellige events på sporet. Samtidig forventer kommunen at stå klar med lånecykler, som kan stilles til rådighed for vejlensere, der gerne vil prøve en tur på det nyanlagte spor.

Elever har bidraget

Det samme har en god håndfuld elever fra Vejle Produktions- og Uddannelsescenter, der er mødt op hver fredag formiddag for at bruge 2,5 time på at rive jord og blade fra den opgravede skovbund ind over kanten af sporet. Derfor ser det granitfyldte spor i skovbunden noget smallere ud, end det i realiteten er.

- Det har været en stor hjælp, at de er kommet hver fredag. Kanten af granitten er sårbar og kan gå i stykker, hvis man kører på den. Men de sørger for at dække kanten, så den er beskyttet og bedre kan holde. Det skaber en blød overgang, som man ikke vælter på, og det gør, at sporet bedre kan holde og passer bedre ind i naturen, fortæller Christoffer Stjernholm.

Mountainbikesporet er klar i Sønderskoven, og de otte kilometer kan tilbagelægges på cirka 32 minutter, hvis man er i god træning som sporbygger Christoffer Stjernholm. Foto: Mette Mørk

Mange ryttere råber tak

Eleverne har sparet sporbyggeren for en masse timers arbejde, og det har samtidig været en god opgave for eleverne, der også har været rundt på sporet på cykler.

- Jeg synes, det har været hyggeligt arbejde, og det var en fed oplevelse at cykle på sporet, selvom jeg foretrækker at cykle på landevej, fortæller en af eleverne, Napaartoq Nielsen.

- Det har været en supergod opgave, hvor vi er kommet ud i naturen og har fået frisk luft. Samtidig er det superfedt at bidrage til noget, som rigtig mange er glade for, og mange ryttere råber tak, når de cykler forbi. Taknemmeligheden og det at gøre noget for byen har vægtet tungest for eleverne, tilføjer teamleder på produktionsskolen Mikkel Soll.

Napaartoq Nielsen (til venstre) er blandt de elever fra Vejle Produktions- og Uddannelsescenter, der hver fredag har sørget for at rive den opgravne skovbund tilbage ind over sporets kanter, hvilket teamleder på produktionsskolen Mikkel Soll også har taget del i. Det beskytter både sporet og rytterne, så de ikke vælter på kanten. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce