Børkop: På kælkebakken for enden af Vibevej ved Peder Breths Parken mødte avisens udsendte Valdemar Rosendal von Essen og hans far, Henrik. Den fireårige var godt tilfreds med vejret, udsigten til snart at fylde fem år om få dage og så også en ny titel - nemlig storebror.
- Min mor er derhjemme med en baby i maven, og så kunne vi godt gå herud og lege, sagde den umiddelbart lidt generte dreng, der få øjeblikke efter samlede sammen til en snebold, der fluks blev sendt efter fotografen.
Ekstra frikvarter
Et godt kast derfra var humøret også højt. Zeline Olesen, syv år, havde det store smil fremme og i gang med at tage en tur på kælk i fuld fart.
- Vi tager lige en pause fra corona-skolen, kommenterede hendes far, Morten Olesen, fra toppen af bakken.
- Men der er lidt flere lektier, der venter derhjemme.
Mens bilisterne på vejene måtte holde igen med at trykke på speederen, og husejerne måtte i gang med at skovle sne på fortovet, blev der ikke holdt igen med leg i sneen onsdag eftermiddag.
Livlige hvin omkring legepladsen ved Englystskolen vidnede også om, at sneen er et skønt afbræk i en ellers grå tid.