x
Annonce
Indland

Epidemiolog: Coronavirusset er svært at stoppe

Handout/Ritzau Scanpix
Virus er først under kontrol, når alle, der har været udsat for smitte, kan opspores siger epidemiolog.

I lande tæt på Danmark stiger antallet af personer smittet med coronavirus, og den store smittespredning stopper formentlig ikke foreløbigt.

Annonce

Det vurderer epidemiolog og afdelingslæge Christian Wejse fra Aarhus Universitetshospital.

- Jeg tror desværre ikke, at det lykkes at inddæmme det her virus.

- Det er i så enormt mange lande, og der er så mange smittede, og for mange af de smittede ved vi ikke, hvor smitten kommer fra. Så er det svært at stoppe, siger han.

Norge konstaterede første tilfælde af coronavirus onsdag, og allerede dagen efter er der yderligere tre tilfælde. Sverige har registreret fem nye smittede, hvilket fører landets samlede smitteantal op på syv.

I den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, der grænser op til Holland og Belgien, er der bekræftet yderligere 14 smittede torsdag. Virusset er også kommet til Holland, der samme dag har registreret sin første coronapatient.

Danmark fik natten til torsdag første bekræftede tilfælde af det potentielt dødelige virus. Christian Wejse vurderer, at smitten i det tilfælde kan være stoppet.

- Der er taget en masse relevante forholdsregler, og den smittekilde tror jeg godt, man kan lukke ned, siger han.

Alligevel mener han, at det ikke er til at undgå, at der kommer langt flere tilfælde i Danmark og udlandet, end der er i øjeblikket.

En af grundene er, at mange kan blive udsat for smitte under rejser til udlandet uden at vide det. Derefter kan de smitte andre i Danmark.

- Det, vi ser i landene omkring os, og som jeg også tror, kommer til at ske her, er, at før eller siden er der nogen, der går under radaren. Det kan meget vel være, at der allerede er nogle, der er gået under radaren, så der er virustransmission i Danmark, som vi ikke ved noget om.

- De fleste af os går og hoster lidt i øjeblikket alligevel, og derfor er det så uspecifikt at finde ud af, om man er smittet. Der kan i princippet være mange af dem, der går og hoster, som er smittet uden at vide noget om det, siger han.

Christian Wejse mener, det er rimeligt at være bekymret over coronavirus, ligesom man er over for almindelige influenza.

- En typisk influenzaepidemi rammer også en meget stor del af befolkningen, hvor nogle er immune, andre får meget få eller milde symptomer, mens nogle få bliver meget syge, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Frøs Sparekasse fjerner ældre kunders mulighed for at overføre penge via netbank

Vejle

Vand fosser ud på Jennumvej

Annonce